34 har mistet livet på kasinohotel i Manila

Myndighederne oplyser, at det formentlig var et røveriforsøg, der slog fejl.

Mindst 34 personer er bekræftet døde i Manila i Filippinerne, efter at en mand i går aftes dansk tid åbnede ild på kasinohotellet Resorts World Manila.

Det skriver BBC og flere lokale medier i Manila, der citerer de lokale brand- og politimyndigheder og en talsmand for den filippinske præsident.

Politiet i Manila har oplyst, at manden skød inde på kasinoet og satte ild til spillebordene, og der var ifølge national politichef Ronald dela Rosa efter alt at dømme tale om et røveriforsøg, ikke om et terrorangreb.

Samme melding lyder ifølge nyhedsbureauet AP fra politichefen i Manila, Oscar Albayalde.

- Enten tabte han på kasinoet og ville tage sine tabte penge tilbage, eller også var han helt tosset, siger han,

Politiet oplyser, at gerningsmanden gik direkte efter rummet, hvor der opbevares jetoner, og at han ikke skød nogen. De omkomne skal derimod primært have mistet livet på grund af røgforgiftning.

Der var ellers indledningsvist frygt for, at der var et terrorangreb i gang, da der lød højlydte brag og skudsalver kort efter midnat i bygningen, der ligger ved Ninoy Aquino International Airport.

Filippinerne er i alarmberedskab på grund af blodige kampe mellem islamistiske oprørsgrupper og det filippinske militær i byen Marawi, som er belejret af to lokale terrorgrupper, hvilket har fået langt de fleste af byens 200.000 indbyggere til at flygte.

Islamisk Stat var ifølge den private efterretningsvirksomhed Site også hurtige til at tage skylden for episoden på Resorts World Manila.

Politiet i Manila jagtede manden i flere timer, efter han havde skudt inde på kasinoet, der ligger i forlængelse af flere hoteller.

Under jagten på gerningsmanden kunne man se røg stige op fra kasinokomplekset, hvor politiet gennemsøgte det rum for rum.

Den formodede gerningsmand bag skyderiet tog efterfølgende livet af sig selv, oplyser politichef Ronald dela Rosa ifølge nyhedsbureauet Reuters. Det vurderes, at han handlede alene.

Udenrigsministeriets Borgerservice er i færd med at undersøge sagen.

- På nuværende tidspunkt er der ingen meldinger om danskere blandt de sårede eller dræbte. Danskere opfordres til at følge de lokale myndigheders råd og vejledning, oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice ifølge Ritzau.

Bransmænd ses her smadre et vindue i Resorts World Hotel. / AFP PHOTO / NOEL CELIS (Foto: Nóel Celis © Scanpix)

/DR Nyheder/