65 mennesker dræbt i Boko Haram-angreb i Nigeria

Den militante gruppe angreb angiveligt en landsby i det nordøstlige Nigeria med sprængstoffer og skydevåben.

Den islamistiske militante gruppe Boko Haram har flere gange slået til nær byen Maiduguri. Her ses nigerianske soldater på vej rundt i byen. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Mindst 65 mennesker er blevet dræbt i et angreb nær byen Maiduguri i det nordøstlige Nigeria lørdag aften. Det rapporterer nyhedsbureauet Reuters søndag.

Den islamistiske militante gruppe Boko Haram har taget skylden for angrebet, oplyser oberst Mustapha Ankas, talsmand for Nigerias militær.

Ifølge nyhedsbureauet var adskillige af ofrene brændt til ukendelighed, efter angrebet lørdag aften, hvor den militante gruppe først skød på indbyggerne og dernæst satte ild til flere huse.

Det er tredje angreb på en uge, og den islamistiske gruppe menes at stå bag alle tre. Den seneste tid har Boko Haram angrebet flere landsbyer med selvmordsbombere, der har slået til enten på markeder eller ved hellige pladser og bygninger.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube