8800 sække mel er på vej ind i belejret Syrisk by

Den første nødhjælp er onsdag nået frem til hårdt trængte byer i Syrien, der har været under belejring.

Konvoj med forsyninger på vej ind i Syrien. (Foto: OMAR HAJ KADOUR © Scanpix)

Den første konvoj med nødhjælp er nået frem til Mouadamiya al-Sham i Syrien, der er ét af de syv belejrede områder, der tirsdag fik tilsagn om nødhjælp.

- Konvojen er begyndt at køre ind i Mouadamiya al-Sham. Der er 35 lastbiler med 8800 sække med mel, 4400 pakker med mad, særlig nærende mad og medicinsk udstyr, siger Muahannad al-Asadi fra Røde Halvmåne til nyhedsbureauet AFP.

Tirsdag gav den syriske regering FN tilladelse til at distribuere forsyninger til syv belejrede områder, der ellers har været afskåret fra forsyninger.

Ifølge FN's nødhjælpskoordinator i Syrien, Yacoub El Hillo, har tilladelsen betydet, at der onsdag er blevet afsendt nødhjælp til Mouadamiya al-Sham samt fire andre belejrede byer. Nødhjælp der i alt skulle kunne komme 93.000 mennesker til gavn.

- I dag vil nødhjælp til 30.000 personer nå frem til Mouadamiya al-Sham. En anden del af nødhjælpen vil kunne hjælpe 42.000 i en måned i Madaya og tæt på 1000 i Zabadani, siger han.

Madaya og Zabadani er forstæder til Damaskus, der begge er belejret af det syriske regimes styrker.

Også nødhjælp til 20.000 personer vil blive givet til byerne Fuaa og Kafraya, der ligger i den nordvestlige provins Idlib, og som er omringet af oprørsstyrker.

I alt anslår FN, at omkring en halv million mennesker i Syrien lige nu lever under belejring i 15 områder i Syrien.

/ritzau/AFP

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube