Afghanistan: 14 dræbt af selvmordsbomber

For anden gang i løbet af en uge er Jalalabad i Afghanistan mål for et angreb med mange dødsofre.

Ved angrebet i en lokal politikers hjem i Jalalabad i Afghanistan blev 14 dræbt. (Foto: Parwiz © Scanpix)

Mindst 14 mennesker blev dræbt, da en selvmordsbomber sprængte sig selv i luften i en lokal politikers hjem i Jalalabad, oplyser myndighederne. Det er det andet dødbringende angreb i den østlige afghanske by på mindre end en uge.

Taliban afviste at stå bag bombeangrebet, der også sårede 13 personer.

Blodbadet fandt sted under en jirga, som er et møde mellem klanledere, i hjemmet hos politikeren Obaiduallah Shinwari, som slap uskadt fra bombeangrebet.

Shinwari er et kendt medlem af Nangarhars provinsråd, og hans familie siges at være aktivt involveret i lokalpolitik.

Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, fordømmer angrebet på det kraftigste og advarer om, at sikkerhedsstyrker ville jage de skyldige med alle kræfter.

Bombeangrebet er det seneste dødbringende angreb i byen siden onsdag, da ekstremistgruppen Islamisk Stat (IS) hævdede, at de stod bag en fire timer lang skudveksling og belejring af det pakistanske konsulat.

Alle tre gerningsmænd og syv sikkerhedsfolk blev dræbt ved angrebet, hvilket var det første store IS-angreb på en afghansk by og en pakistansk myndighed.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube