Afrika-ekspert: Burkina Faso offer for kulturkamp

Terrorgruppen al-Qaeda vil stoppe demokratiseringen i Burkina Faso med angrebene fredag og lørdag, mener ekspert i afrikanske forhold.

Terrorangrebet i Burkina Faso har kostet 23 menneske livet fra 18 forskellige landet, siger landets præsident. (Foto: AHMED YEMPABOU © Scanpix)

Terrorangrebene i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou fredag nat og lørdag morgen har dræbt 23 personer fra 18 lande, oplyser landets præsident Roch Marc Christian Kabore.

Gerningsmænd fra al-Qaeda's afdeling i Nordafrika (AQIM) angreb Hotel Splendid i hovedstaden, som er kendt for at huse mange vestlige gæster.

Professor i afrikanske forhold ved Københavns Universitet, Holger Bernt Hansen, mener, at man kan drage flere paralleller til terrorangrebet i nabolandet Malis hovedstad Bamako den 20. november sidste år.

Lige som i Burkina Faso var det dengang al-Qaeda (AQIM), der tog skylden for angrebet i Mali.

- Hotel Splendid er kendt som et sted, hvor mange vestlige holder til, og man rammer dér, fordi det er et symbol på vestlige interesser i Burkina Faso. Det samme var tilfældet med terrorangrebet mod Blu Radisson-hotellet i Malis hovedstad sidste år, siger Holger Bernt Hansen.

Vil bremse demokratisk valgproces

AQIM er en del af al-Qaeda-netværket, og de kæmper for at udrydde vestlige interesser i Nord- og Vestafrika, hvor de også vil indføre sharia-lovgivning.

Ifølge Holger Bernt Hansen er terrorangrebet i Burkina Faso et resultat af den kulturkamp, der udspiller sig i Vestafrika mellem islamiske ekstremister og vestlige interesser, der har stigende indflydelse i landet.

- Det er første gang, al-Qaeda effektivt slår til i Burkina Faso, der traditionelt set har været et helle i regionen. Det kan hænge sammen med, at Burkina Faso har gennemført en demokratisk valgproces, efter de slap af med den tidligere præsident, der havde siddet ved magten i 28 år, siger han, og fortsætter:

- Burkina Faso er et demokratisk mønstereksempel, da man nu har fået en ny demokratisk regering, hvor ministrene faktisk blev indsat i onsdags. Så det har også stor symbolværdi for al-Qaeda at ramme Burkina Faso, netop for at vise, at de kæmper imod demokrati og vestlige værdier.

Rivalisering med Islamisk Stat

Al-Qaeda (AQIM) kæmper aktivt i det nordlige Mali, hvor de bekæmper de indsatte FN-styrker, men de seneste måneder har terrorgruppen eskaleret deres angreb andre steder i regionen.

Udover at man vil ramme den stigende vestlige indflydelse i landet, kan en anden årsag til eskaleringen være rivaliseringen med IS og Boko Haram, der er massivt til stede i regionen, og får masser af opmærksomhed.

- Al-Qaeda (AQIM) er jo efterhånden trukket lidt i baggrunden i forhold til Boko Haram, der støtter Islamisk Stat. Med angrebene i Burkina Faso og Malis hovedstæder viser de, at de stadig er gældende i regionen, siger Holger Bernt Hansen.

Ifølge den danske ambassadør i Burkina Faso, Bo Jensen, er der ikke forlydender om, at danskere er berørt af terrorangrebene.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube