Afrika skal importere 19 mio. ton mad for at undgå hungersnød

Der skal importeres adskillige millioner ton mad for at forhindre omfattende hungersnød i dele af Afrika.

Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, har erklæret landbrugsåret 2015-2016 for en national katastrofe. (Foto: AARON UFUMELI © Scanpix)

En million børn i de tørkeramte dele af Afrika lider af akut hungersnød.

Det viser tal fra FN's børneorganisation Unicef.

Efter to års tørke og den kraftigste udgave af vejrfænomenet El Niño i et halvt århundrede mangler der både mad og vand i Zimbabwe, Etiopien, Lesotho og flere steder i Sydafrika.

Og situationen ser ikke ud til at blive bedre, fortæller Christian Balslev-Olesen, der leder af Folkekirkens Nødhjælps kontor i Zimbabwe.

- De to foregående år har høsten været dårlig, og man regner med, at man har ”spist op”, når man når til april eller maj. Man forventer at skulle importere mægtige mængder af fødevarer til hele regionen – ikke bare Zimbabwe, men også Malawi, Zambia og Sydafrika.

Ifølge Christian Balslev-Olesen regner man med at skulle importere 19 millioner ton fødevarer – en langt større mængde end nogensinde tidligere ved tørke og hungersnød i regionen. Samtidig arbejder man i regionen på at sikre adgang til fødevarer på alternative måder.

- Man kan jo ikke undgå, at regnen bliver mindre, at afgrøderne bliver færre, men man prøver med en række indsatser at finde mange flere forskellige afgrøder og at stimulere den lokale økonomi, så der er penge at købe for, fortæller han.

- Så der gøres faktisk meget, men tørken og den manglende regn de to foregående år har gjort det her til et ekstremt år.

I Etiopien på Afrikas horn forventer FN, at antallet af mennesker, der har brug for hjælp til at skaffe mad, vil vokse fra 10 til 18 millioner i løbet af i år.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube