Albanere, irakere og somaliere bliver afvist i Sverige

Syriske flygtninge udgjorde langt størstedelen af de asylsager, som de svenske myndigheder behandlede sidste år - men det er ikke der, størstedelen af de afviste svenske asylansøgere kommer fra.

(Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Op til 80.000 afviste asylansøgere skal sendes ud af Sverige indenfor det kommende år. Det oplyste den svenske regering i går til SVT.

Sverige modtog i løbet af 2015 163.000 asylansøgere og behandlede i løbet af samme år 58.802 asylsager i Sverige.

I 55 procent af sagerne blev der givet asyl. De resterende 45 procent blev afvist - enten på grund af manglende grundlag for at give asyl, eller fordi de allerede var registreret i et andet EU-land.

Syrien og Eritrea er nogle af de lande, hvorfra størstedelen af Sveriges asylansøgere kommer fra.

I 2015 behandlede den svenske udlændingestyrelse 20.667 asylansøgninger fra syriske statsborgere. For eritrerianere var tallet knap 7.500.

Sveriges hjemsendelser

Sverige har modtaget 163.000 asylansøgere i 2015

Mellem 60.000 og 80.000 forventes afvist og skal sendes hjem.

Sveriges godkendte i 2015 55 procent af alle asylansøgninger.

Hjemsendelserne skal foregå over et år.

Op mod 200 skal hjemsendes om dagen.

Men selvom de to lande i 2015 stod for en stor del af de samlede asylansøgninger, så er det ikke eritreanere og syrere, man kommer til at finde på de fly, som Sverige agter at flyve afviste asylansøgere ud af landet med.

Se alle tallene fra Migrationsverket her.

For eksempel har 90 procent af de asylansøgende fra Syrien i 2015 fået godkendt deres ansøgning. De resterende 10 procent er blevet afvist på grund af Dublin-aftalen, altså hvis den ansøgende allerede er registreret i et andet EU-land, eller blevet trukket tilbage af ansøgeren selv.

For de eritrerianske asylansøgere var antallet af godkendte asylansøgninger i 2015 på 88 procent.

Mindre godt er det gået for de asylansøgere, der er ankommet fra Irak og Afghanistan, selvom også disse to lande står for en stor del af de ansøgninger, der blev behandlet i Sverige i 2015.

Kun 35 procent af de 3.071 behandlede asylansøgninger, der kom fra Afghanistan, fik godkendt asyl i Sverige. For de knap 2.500 irakiske asylansøgninger, der blev behandlet i 2015, blev kun 20 procent godkendt.

For andre lande er procenten langt lavere - også selvom antallet af behandlede ansøgninger er højt. For eksempel blev kun én procent af de 2.628 albanske ansøgninger godkendt i 2015.

Sveriges afviste asylansøgere

  • Somalia: 66 procent af 2.907 ansøgninger afvist
  • Irak: 80 procent af 2.797 ansøgninger afvist
  • Albanien: 99 procent af 2.628 ansøgninger afvist
  • Kosovo: 97 procent af 2.170 ansøgninger afvist
  • Serbien: 99 procent af 1.451 ansøgninger afvist
  • Ukraine: 97 procent af 897 ansøgninger afvist
  • Letland, Litauen, Slovenien, Slovakiet, Rumænien, Montenegro: 100 procent af 211 ansøgninger afvist
  • Kilde: Migrationsverket

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube