Tema Krigen i Syrien

Alliance indleder angreb nær Islamisk Stats højborg

En offensiv er indledt mod Islamisk Stats hovedby Raqqa. Den bliver støttet af den USA-ledede koalition.

Der findes ikke mange billeder fra IS's selvudnævnte hovedby, Raqqa, som har været under belejring siden terrorgruppens fremmarch for få år siden. (Foto: Nour Fourat © Scanpix)

En kurdisk-arabisk alliance siger i en erklæring tirsdag, at de har indledt en større offensiv mod Islamisk Stat nord for bevægelsens hovedkvarter i byen Raqqa.

- Med deltagelse af alle enheder fra Syriens Demokratiske Styrker (SDF) har vi indledt en operation for at befri den nordlige del af Raqqa-provinsen, skriver SDF på alliancens Twitterprofil.

Alliancen henviser til udtalelser fra den kurdiske kommandant Rojda Felat.

Fremstødet mod Islamisk Stat vil blive støttet af luftangreb fra den amerikanskledede koalition i Irak og Syrien, siger SDF.

Rusland er parat til at koordinere med kurdere og med USA ved en offensiv mod byen Raqqa, hvor Islamisk Stat har hovedkvarter, siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov til det franske nyhedsbureau AFP.

Islamisk Stat (IS) blev etableret i begyndelsen af Irakkrigen i 2004 og har siden 2013 også kæmpet i Syrien. IS har udråbt et kalifat, en islamisk stat under lederen Abu Bakr al-Baghdadi. Hovedbyen er Raqqa.

/ritzau/AFP