Tema Masseskyderi i Las Vegas

Amerikaner i Danmark: Jeg ville købe mig et våben, hvis jeg flyttede tilbage til USA

Selv efter 26 år i Danmark er den amerikanske ret til at bære våben stadig en del af Millie Søby.

Millie Søby er vokset op i Brooklyn, New York, men hun har boet i Danmark siden 1991. (Foto: PRIVATFOTO © Millie Søby)

Da Stephen Paddock søndag aften skød og dræbte 59 mennesker i Las Vegas i det største masseskyderi i USA’s historie, kunne 57-årige Millie Søby følge begivenhederne i sit fødeland fra sofaen i Gentofte.

Hun er født i USA, men har boet i Danmark i 26 år, og hun var naturligvis forfærdet over begivenhederne i den amerikanske spilleby.

- Folk tror jo, at de kan rende rundt som cowboys i gamle dage og skyde til alle sider. Men vi lever i 2017, ikke i 1700-tallet, siger Millie Søby som reaktion på begivenhederne, der igen har fået våbendebatten på dagsordenen i USA.

Masseskyderi i Las Vegas

Adskillige personer er blevet dræbt eller såret efter et masseskyderi ved en koncert midt i Las Vegas.

Gå til tema

Hun mener på mange måder, at 'The Second Amendment '– den anden tilføjelse til den amerikanske forfatning, som tillader folk at bære våben til at forsvare sig – hører fortiden til.

Amerikaneren i hende fornægter sig dog ikke.

- Hvis jeg nogensinde skulle flytte hjem til USA igen, ville jeg helt sikkert anskaffe mig en pistol. Det ville ikke være et semiautomatisk våben, men det ville være en pistol, for jeg er nødt til at kunne beskytte mig selv, fortæller Millie Søby.

En klassisk damepistol

Inden Millie Søby flyttede til Danmark med sin danske mand, boede hun i Brooklyn i New York, hvor ægteparret også mødte hinanden.

Hun er vokset op i et belastet kvarter i byen, hvor bandekriminalitet, våben og utryghed var hverdag. Og en dag besluttede hun sig for at anskaffe en pistol.

Jeg tænkte, at alle har en pistol, og det er ikke løsningen på problemerne.

Na'Tosha Bard, amerikaner i Danmark

- Alle kunne skaffe en pistol, hvis det var det, de ville. Det var lige så let som at gå i slikbutikken, husker hun og fortsætter:

- Min bror skaffede den til mig, og det var en klassisk, simpel damepistol. En lille, let pistol, som var sølvfarvet.

Hun husker ikke den præcise model, men en dag fandt hendes søn, der på det tidspunkt var syv år, pistolen, som lå gemt under sengen.

- Jeg var i chok og bad ham om at lægge den fra sig, men han var jo nysgerrig og lyttede ikke til mig. I stedet pegede han på mig med den, indtil han endelig lagde den fra sig, så jeg kunne tage den, fortæller Millie Søby, der efterfølgende flyttede til et mindre uroplaget kvarter og samtidig skilte sig af med pistolen.

Vi er heldige i Danmark

Lige præcis sådan en situation er årsagen til, at Na’Tosha Bard aldrig kunne finde på at anskaffe sig en pistol – heller ikke selvom hun skulle finde på at flytte tilbage til USA.

Hun har siden 2010 boet på Nørrebro sammen med sin amerikanske mand og deres seks måneder gamle søn, og ligesom Millie Søby mener også hun, at The Second Amendment er et fortidslevn.

- I dag bliver den brugt på en måde, som den ikke var ment, og i virkeligheden skaber det et samfund, der er mindre sikkert i stedet for mere sikkert, mener Na’Tosha Bard.

32-årige Na'Tosha Bard har aldrig selv ejet et våben, men hun har prøvet at skyde til måls i USA. (Foto: PRIVATFOTO © Na'Tosha Bard)

Hun blev født i Tennessee, men boede størstedelen af sin barndom i Texas, der er kendt som en våbenvenlig stat. I hendes kvarter var der meget bandekriminalitet, og i en periode overvejede hun at anskaffe sig et våben.

Hun ombestemte sig dog i sidste ende.

- Jeg tænkte, at alle har en pistol, og det er ikke løsningen på problemerne. Siden tog jeg til Danmark, og her er vi jo bare så heldige, at der slet ikke er de samme problemer med våben. Og det er også sådan et samfund, vi bør stræbe efter, siger Na’Tosha Bard.

Ikke længere så trygt

Efter 26 år i Danmark er danskernes syn på våben langt fra fremmed for Millie Søby, der ofte bliver spurgt til Donald Trump og den amerikanske våbenlovgivning.

DR har været i kontakt med flere herboende amerikanere, der ejede våben i USA, men som ikke ønsker at udtale sig til citat, af frygt for at det eksempelvis vil skade deres jobmuligheder i Danmark.

Jeg havde en pistol for at beskytte mig selv. Ikke for at gå ud og skyde på folk, når jeg var i dårligt humør.

Millie Søby, amerikaner i Danmark

- Jeg kan tydeligt fornemme, at danskere synes, det er latterligt at eje våben. Det forstår jeg godt, men tingene ændrer sig. Da jeg først flyttede hertil, syntes jeg, at Danmark var et paradis, men nu føler jeg mig ikke så tryg mere, siger Millie Søby med henvisning til den verserende bandekonflikt i København:

- Nogle gange siger jeg til min mand, at jeg ville ønske, jeg kunne anskaffe mig en pistol på grund af alle skyderierne. Så kunne jeg beskytte mig selv, selvom jeg godt ved, det ikke lyder så klogt. Men det er sådan, jeg har det.

Selvom Na’Tosha Bard ikke kunne finde på at anskaffe sig et våben, oplever hun den samme, lidt naive forestilling hos danskerne.

- Jeg synes, danskernes syn på våben er meget idealistisk, og det er en god ting, men de kan også tillade sig at tænke sådan. I Danmark er der ikke store problemer med våben, og samfundet tilskynder også, at man har en mere rationel tilgang til våben, siger hun.

Våben som legetøj

Na’Tosha Bard er vokset op i et hjem uden våben, men hendes svigerforældre, der bor i South Dakota, viser stolt deres våbensamling frem, når hun og hendes mand er på besøg.

Samme stolthed oplever Millie Søby på Facebook, hvor flere af hendes venner lægger billeder op af semiautomatiske våben.

- Det er, som om det er deres nye legetøj. Og jeg tænker bare: ”Hvad blev der af jeres almindelige håndvåben? Er det ikke længere nok?” Hvis du har et semiautomatisk gevær, er det jo ikke for at beskytte dig selv. Så er det for at gøre skade, siger Millie Søby.

Hun er tydeligt splittet mellem, at hun på den ene side går ind for retten til at forsvare sig selv, og at hun på den anden side oplever, at det hele er ved at gå over gevind.

- Jeg havde en pistol for at beskytte mig selv. Ikke for at gå ud og skyde på folk, når jeg var i dårligt humør.