Tema Nordkoreas missiltrussel

Amerikansk flådeenhed ankommer til Det Japanske Hav om nogle dage

Ifølge den amerikanske vicepræsident er flådeenhed med hangarskib snart fremme i Det Japanske Hav.

Flådeenheden anføres af hangarskibet USS Carl Vinson, som her ses i Det Sydkinesiske Hav d. 2. marts tidligere i år. (Foto: MC3 BRENTON POYSER © Scanpix)

En flådeenhed anført af hangarskibet USS Carl Vinson vil snart befinde sig i Det Japanske Hav.

Det oplyser USA's vicepræsident, Mike Pence, lørdag under et besøg i Australien.

- Vores forventning er, at de vil være i Det Japanske Hav i løbet af nogle dage. Før udgangen af denne måned, siger han på et pressemøde i Sydney ifølge AFP og Reuters.

Der har været en del forvirring om, hvor krigsskibene egentlig var på vej hen.

For godt en uge siden meddelte Det Hvide Hus, at det havde beordret flådeenheden til at sætte kurs mod farvandet mellem Japan og den koreanske halvø.

Det skulle sende et stærkt signal til Nordkorea og give den amerikanske præsident Donald Trump forskellige muligheder i en krise med Nordkorea.

- Vi sender en flåde-slagstyrke, erklærede Trump i et interview med Fox News.

Men skibene var på det tidspunkt på vej i en helt anden retning for at deltage i flådemanøvrer med Australiens flåde i Det Indiske Ocean, skrev The New York Times tidligere denne uge.

Det hele medvirkede til, at der blev offentliggjort en falsk historie, om at den amerikanske flådeenhed var på vej til havet ud for Nordkorea.

Det blev taget ilde op af styret i Pyongyang, der gennem det statslige nyhedsbureau KCNA oplyste, at Nordkorea var klar til krig, hvis USA optrapper den militære tilstedeværelse ved den koreanske halvø.

/ritzau/