Tema Klædt på til klimaforandringer

Amerikansk miljøagentur fjerner information om klimaforandringer fra sin hjemmeside

Amerikansk miljømyndighed vil have hjemmeside til at afspejle det nye lederskabs syn på miljøbeskyttelse

Klimaforkæmpere protesterede i dag over hele verden for at sætte fokus på klimaforandringerne. Her er det en stor dukke, der forestiller Scott Pruitt, der bliver båret frem blandt demonstranterne i Washington DC. REUTERS/Mike Theiler (Foto: Mike Theiler © Scanpix)

Dagen før tusinder gik i march for at sætte fokus på klimaforandringerne, fjernede det amerikanske myndighed EPA (Environmental Protection Agency) det meste information om klimaforandringer fra sin hjemmeside.

Ifølge en pressemeddelelse fra EPA sker det for at opdatere hjemmesiden, ”så den afspejler tilgangen fra det nye lederskab.”

At fjernelsen af oplysningerne fra hjemmesiden kan være et tegn på, at den amerikanske miljøbeskyttelsesmyndighed er på vej ned ad en ny klimavej, underbygges af et interview med lederen af myndigheden, Scott Pruitt, der i marts gav et interview til den amerikanske tv-station CNBC.

Klædt på til klimaforandringer

Ændringer i det globale klima er en af vor tids største forandringer. 2016 var det varmeste år nogensinde målt på jorden. En rekord som nu er sat for tredje år i træk. I uge 17 sætter DR fokus på klimaforandringer ved at se på både udfordringer og løsninger. Læs mere på dr.dk/klima

Gå til tema

Her sagde han, at han ikke tror på, at CO2 er den primære årsag til global opvarmning.

- Jeg tror, at det er meget udfordrende præcist at måle den menneskelige påvirkning på klimaet, og der er stor uenighed om graden af indflydelse. Så nej, jeg er ikke enig i, at det er den primære grund til global opvarmning, sagde Scott Pruitt i interiewet med CNBC.

Besøgende på EPA’s hjemmeside bliver nu mødt af en tekst, der lyder, at siden er under opdatering.

Tidligere var oplysningerne på hjemmesiden mere detaljerede og angav eksempelvis, hvilken påvirkning klimaforandringerne har på helt lokale områder i USA. Andre punkter, som hvad der forårsager klimaforandringer, og hvordan amerikanerne kan nedbringe udledningen af drivhusgasser, stod også på hjemmesiden, men er altså nu fjernet fra hovedsiden med klimaforandringerne.

Sådan her ser teksten ud på EPA's hjemmeside, efter det meste information om klimaforandringer blev fjernet i går.

Ikke overraskende har miljøforkæmpere reageret negativt på beslutningen om at fjerne oplysningerne. En talsperson for miljøorganisationen Sierra Club, der deltog i dagens klimamarch i Washington DC, siger til CNN, at beslutningen om at fjerne information om klimaforandringerne udgør ”en trist refleksion på prioriteterne i Donald Trumps administration".