Amerikanske hadgrupper mod muslimer på fremmarch

USA er i øjeblikket vidne til en voldsom stigning i antallet af hadgrupper mod muslimer.

Her ser man højrenationalister under demonstrationen i Charlottesville i august i år. (Foto: JOSHUA ROBERTS © Scanpix)

De holder amerikanske flag og sydstatsflag i hænderne og har det nazistiske symbol hagekorset på t-shirten, når de marcherer gennem amerikanske byer.

Antallet af fællesskaber, der dyrker hadet til muslimer, stiger i USA.

De seneste to år er antallet af grupper mod muslimer ifølge organisationen Southern Poverty Law Center, der holder øje med hadgrupper og ekstremister, vokset fra 34 til 101. Det vil sige tæt på en tredobling.

- Grupperne frygter, at islam er ved at invadere USA, og at amerikanske politiske og demokratiske institutioner og traditioner er truede, siger Jørn Brøndal, der er lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

Hvad er en hadgruppe?

En organisation med aktiviteter, holdninger og traditioner, som angriber eller nedværdiger en hel kategori af mennesker – typisk for egenskaber som etnicitet, køn, handicap, seksuel orientering, race eller religion.

Kilder: Southern Poverty Law Center og FBI

Evangelisk, konservative

Den største af hadgrupperne hedder ACT for America.

Muslimer kan ifølge gruppens leder ikke være loyale amerikanske statsborgere, og gruppen har en online database med navne og adresser på muslimske ledere, side om side med terrordømtes.

- Medlemmerne har ofte en kristen, evangelisk og konservativ baggrund. Måske er de også involverede i et forsvar for Israel, og nogle af dem er republikanere med base i den konservative tea party-bevægelse, fortæller Jørn Brøndal.

Flest hadgrupper finder man i det sydøstlige USA, for eksempel i delstaterne Florida, Tennessee og Georgia, men grupperne er spredt over hele landet.

En del af årsagen til stigningen i antallet af hadgrupper mod muslimer skal findes i, at Donald Trump nu er USA's præsident, vurderer Jørn Brøndal.

- Mange har peget på Trumps retorik under valgkampen, heriblandt hans forslag om et indrejseforbud mod muslimer og hans harceleren over politisk korrekthed, der ifølge ham forhindrer, at man kan sige, hvad man vil, siger han.

Stigning siden 2000

Også internettet bidrager til stigningen mener Niels Bjerre Poulsen, der er lektor i amerikanske samfundsforhold på Syddansk Universitet.

- Hjemmesider og webbaserede aviser med højreekstreme budskaber giver disse grupper en fornemmelse af, at de ikke er isolerede, men at der er mange af dem derude. Det gør måske, at de er mere villige til at stå frem, siger han.

Stigningen i antallet af hadgrupper begyndte dog allerede i 2000.

- Stigningen begyndte, efter en folkeoptælling viste, at hvide amerikanere er på vej til at blive et mindretal i landet. Nogle har ment, at man kunne knytte det til at være under pres udefra, lyder det fra Niels Bjerre Poulsen.

Du kan se mere om det ekstreme højre i USA i Horisont klokken 21.55 på DR1 i aften.