Anholdt efter Dortmund: Ville få milliongevinst efter angreb på spillerbus

Formodet gerningsmand håbede angiveligt at tjene millioner på, at Borussia Dortmund-aktien ville falde efter angreb.

I alt tre sprængladninger eksploderede ved spillerbussen. (Foto: Ina Fassbender © Scanpix)

Halvanden uge efter en spillerbus fra fodboldklubben Borussia Dortmund blev angrebet med eksplosiver, er der gennembrud i efterforskningen, skriver flere tyske medier.

En 28-årig russisk statsborger er ifølge Spiegel blevet anholdt her til morgen i det sydlige Tyskland, efter politiet har overvåget ham en uge. Det bliver bekræftet af tyske anklagere, skriver nyhedsbureauet AP.

Tidligt i efterforskningen arbejdede politiet ud fra en teori om, at det var islamister, der stod bag angrebet. Men det bliver med anholdelsen afkræftet.

Ifølge flere mediers oplysninger var gerningsmandens motiv i stedet af økonomisk karakter. Han ønskede angiveligt at dræbe og såre så mange spillere fra Borussia Dortmund som muligt for at få klubbens aktier til at falde, så han kunne tjene på kursfaldet.

- Han har angiveligt opholdt sig på fodboldspillernes hotel før, under og efter attentatet og har herfra kontaktet en tysk internetbank og købt 15.000 såkaldte put-optioner, siger Michael Reiter, der er DR's korrespondent i Tyskland.

Håbede på milliongevinst

Put-optioner er et finansværktøj, hvor man kan spekulere i stigning eller fald i aktiekurser. Manden håbede på den måde at kunne få en gevinst på et større millionbeløb.

Sagen er ifølge Spiegel den første af sin slags i tysk kriminalhistorie.

Ud over det store opkøb af aktier har også mandens opførsel angiveligt ledt politiet på sporet af ham.

- Han er blevet bemærket af hotelpersonalet. Blandt andet fordi han krævede at få et andet værelse med udsigt over den gade, hvor attentatet skete, siger Michael Reiter.

- Og da bombeattentatet skete og alle flygtede væk fra hotellet, gik han angiveligt ned i hotelrestauranten og bestilte en stor bøf. Det har man synes var ret mærkeligt, og det har været medvirkende til, at personalet nævnte det over for politiet.

Ifølge Spiegels oplysninger forsøgte den anholdte formodentlig helt bevidst at lede politiet i retning af islamisk stat ved at efterlade tre breve, hvori det blev antydet, at Islamisk Stat skulle stå bag.

Spilleren Marc Bartra og en betjent blev sårede i angrebet, men ingen omkom.

I alt eksploderede tre sprængladninger, der var gemt i en busk, da spillerbussen kørte forbi.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube