Anthony Weiner tilstår sexbeskeder til 15-årig: Jeg har en sygdom

Sagen om den tidligere politikeres beskeder til en ung pige spillede en stor rolle i USA's præsidentvalg.

Sagen kom frem, da den britiske tabloidavis Daily Mail kunne bringe et interview med den teenagepige, som Weiner angiveligt havde skrevet til. (Foto: Lucas Jackson © Scanpix)

Det tidligere kongresmedlem Anthony Weiner, hvis karriere smuldrede mellem hænderne på ham, efter at han blev involveret i en række sexskandaler, har erklæret sig skyldig i en sag om ulovlige tekstbeskeder til en 15-årig pige.

52-årige Weiner er desuden gået med til ikke at anke en fængselsdom på under 27 måneder som en del af sin tilståelsesaftale med anklagemyndigheden i New York.

Det skriver flere medier, heriblandt nyhedsbureauet AP og tv-stationen CNN.

Ifølge AP var Anthony Weiner tydeligt berørt, da han aflagde sin tilståelse.

- Jeg har en sygdom, men jeg har ingen undskyldning, lød det fra Weiner.

Dommeren accepterede hans tilståelse og meddelte ham, at han må forberede sig på at registrere sig som sexforbryder.

Tabloidavis bragte interview

Sagen kom frem, da den britiske tabloidavis Daily Mail kunne bringe et interview med den teenagepige, som Weiner angiveligt havde skrevet til, og som var under den seksuelle lavalder.

Weiner var inden da trådt tilbage fra sin post som medlem af Repræsentanternes Hus i 2011, efter at han lagde et nøgenfoto af sig selv ud på det sociale medie Twitter.

To år senere forsøgte han sig igen med en politisk karriere - denne gang som kandidat til borgmesterposten i New York.

Men her satte eksplicitte beskeder en stopper for forsøget.

Opnåede international omtale

Sagen om Weiners korrespondance med den unge pige opnåede international omtale, fordi den kom til at spille en rolle i det amerikanske valg.

I forbindelse af efterforskningen af sagen blev en bærbar computer, der tilhørte konen Huma Abedin, beslaglagt.

Abedin var Hillary Clintons nære rådgiver, og fundet af nogle e-mails på computeren førte til, at en FBI-sag om Clintons brug af en privat e-mailkonto under arbejdet som udenrigsminister blev genåbnet midt under valget.

Det oplyste den nu fyrede FBI-direktør James Comey i oktober sidste år kun en måned før valgdagen.

Hillary Clinton har siden peget på FBI-chefens beslutning som årsagen til sit nederlag i november.

/DR Nyheder/