Arkæologer finder millioner af hundelig

En gruppe britiske arkæologer har fundet otte millioner hundelig fra det gamle Egypten. De er sandsynligvis blevet ofret til guderne.

Otte millioner hundelig er et opsigtvækkende fund fra det gamle Egypten gjort i Saqqara-ørkenen.

Det er britiske arkæologer fra Cardiff University, som har ledet en udgravning af tunneler i ørkenen. Her har de fundet de mange lig fra hunde og andre dyr, som man mener, er blevet ofret til ære for guden Anubis.

Det skriver bt.dk.

Kendt længe

Man har kendt disse såkaldte hundekatakomber siden 1800-tallet, men de er aldrig før blevet udgravet.

Katakomberne er dateret tilbage til 747-730 f.Kr. I 1897 publicerede den franske arkæolog Jacques De Morgan et kort over katakomberne i Saqqara, men man ved ikke, hvornår de oprindelig blev fundet.

Offerdyr

De fleste af dyrene er hunde og sjakaler, men der er også andre dyr. Arkæologerne mener, at dyrene er blevet dræbt og kort tid efter mumificeret.

- Vore fund viser et andet forhold mellem mennesker og dyr, end vi ellers har forestillet os, siger udgravningslederen Paul Nicholson fra Cardiff University ifølge bt.dk.

- Det er sandsynligt, at hunde er blevet opdrættet i tusindvis i specielle farme omkring ovedstaden Memphis og dræbt og mumificeret, fortsætter han.