Assad-regimet dukker op til fredsforhandlinger

Regimet vil angiveligt deltage i fredsforhandlingerne i Genève. Oppositionen overvejer fortsat sin deltagelse.

Den årelange borgerkrig har sat sine tydelige spor. Her hænger et portræt af præsident Assad i den søndersmadrede by Homs. (Foto: OMAR SANADIKI © Scanpix)

Det syriske regime under ledelse af Bashar al-Assad vil deltage i de FN-ledede fredsforhandlinger i Genève i Schweiz, der begynder på mandag, fortæller en kilde tæt på regimet.

FN håber at genoptage fredsforhandlingerne, der kollapsede i sidste måned, og som bygger på en delvis våbenhvile i landet, der har ført til et betydeligt fald i volden i den fem år lange borgerkrig.

FN's særlige udsending til Syrien, svenskeren Staffan de Mistura, har sagt, at han håber, at samtalerne kan begynde allerede torsdag, men embedsmænd har indikeret, at det vil tage nogle dages forberedelse, før de kan gå i gang.

Trods nedtrapningen i kampene overvejer oppositionsalliancen HNC fortsat, om den vil deltage i forhandlingerne i Genève. Dog lød der mandag positive toner fra Riad Nassan Agha, der er talsmand for gruppen.

- Vi er tilbøjelige til at tage afsted, sagde han.

- Vi vil vurdere situationen i de kommende dage og derfra tage den rette beslutning, lød det videre.

Vælger oppositionsfolkene at deltage i forhandlingerne, vil de ifølge talsmanden begynde at ankomme til Genève fredag.

Sagen kort

  • Det er hovedsageligt Rusland og USA, der har forhandlet våbenhvilen i hus.
  • Både det syriske regime og 100 oprørsgrupper har godkendt aftalen.
  • Våbenhvilen omfatter dog ikke jihadisterne i Islamisk Stat (IS) og i Nusra Fronten, der har bånd til al Qaeda.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube