Assad: Våbenhvile betyder ikke, at vi holder op med at anvende våben

Det siger Syriens præsident i en tv-transmitteret tale.

Assad i et interview med AFP for fire dage siden, hvor han sagde, at hans folks trængsler skyldes terrorisme og Vestens politik over for Syrien. (Foto: SANA handout © Scanpix)

Syriens præsident, Bashar al-Assad, siger i en tv-transmitteret tale, at en våbenhvile - hvis en sådan træder i kraft - ikke betyder, at konfliktens parter helt holder op med at anvende våben.

Ifølge Assad vil en våbenhvile have til formål at "forhindre terrorister i at befæste deres stillinger".

Reuters skriver, at FN-mægleren Staffan de Mistura mandag er dukket op på et overraskende lynvisit i Syrien i et forsøg på at holde stumperne af fredsforhandlingerne i Syrien sammen.

De Mistura udskød ellers fredsforhandlingerne i starten af februar efter kun tre dage ved forhandlingsbordet.

Forhandlingerne mellem stormagterne er siden fortsat, og natten til fredag dansk tid indgik Rusland, USA, EU og en række andre lande og internationale organisationer en aftale om et stop på "fjendtlighederne" i Syrien mellem regimet og en del af oprørerne i landet.

Stridende parter er voldsomt uenige

Det syriske regime og oprørsgrupperne var dog ikke en del af kredsen, der skrev under på aftalen. Derfor bliver den heller opfattet som en reel fredsaftale.

Med besøget i Syrien tyder det at altså på, at de Mistura nu forsøger at få det syriske regime med om bord i forhandlingerne igen.

De stridende parter har dog så sent som mandag givet udtryk for store uenigheder, efter at angreb på flere hospitaler og skoler i Syrien ifølge FN har kostet 50 civile livet.

USA har fordømt luftangrebene, som de mener kommer fra Rusland og er bevis på Assad-regimets forsatte brutalitet.

Syriens Moskva-ambassadør har omvendt sagt til russisk tv, at den amerikanskledede koalition står bag i hvert fald en af bombningerne.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube