Aung San Suu Kyi vil regere Myanmar gennem en marionet-præsident

Verdensberømt oppositionsleder kan ikke blive præsident. Det forbyder loven, men Aung San Suu Kyi har en snedig plan.

Aung San Suu Kyi afviser, at det at regere gennem en marionet-præsident, vil være i modstrid med landets forfatning (Foto: romeo Gacad © Scanpix)

Når Myanmar på søndag går til valgurnerne er landet i den mærkværdige situation, at ikonet for kampen for frihed og demokrati, Aung San Suu Kyi, kan gå hen og vinde præsidentvalget, uden at blive præsident.

Det er en paragraf i landets nuværende forfatning, der forhindrer den tidligere modtager af Nobels Fredspris i at få præsidentposten. Men ved et pressemødet i frihedsikonets have i Yangon, fortalte Aung San Suu Kyi den fremmødte verdenspresse om, at hun alligevel vil blive landets leder, hvis hendes parti ender med at vinde valget:

”Jeg vil stå over præsidenten, det er en meget enkel besked", sagde hun.

Klar udmelding om regeringsførelse

En paragraf i Myanmars forfatning forhindrer kandidater, der har familie i udlandet, i at få en politisk toppost, og da Aung San Suu Kyis to sønner har britiske pas, kan hun ikke blive præsident uden en ændring i forfatningen. Den har landets militærregering indtil videre blokeret for.

Der står ingen steder i forfatningen, at en person ikke kan indsættes på en post der er højere end præsidentembedet

Aung San Suu Kyi.

Det er første gang at hun så klart melder ud at hun har til hensigt at regere landet gennem en marionet-præsident, hvis hun vinder valget på søndag.

- Vi siger helt åbent, at vi vil have én, der er klar til at repræsenterer NLD som præsident, men jeg vil foretage alle vigtige forhandlinger og beslutninger med hensyn til regeringsførelse. Jeg vil lede regeringen, og så har vi en præsident der vil arbejde i overensstemmelse med NLD’s politik, sagde Aung San Suu Kyi, uden at røbe, hvem hun havde i tankerne til præsidentposten:

- Hvis jeg have lyst til at diskutere sådanne sager, havde jeg meldt det ud allerede, sagde hun affejende.

Ikke i modstrid med loven

Aung San Suu Kyi afviste, at det at regere gennem en marionet-præsident, vil være i modstrid med landets forfatning:

- Der står ingen steder i forfatningen, at en person ikke kan indsættes på en post der er højere end præsidentembedet, sagde Aung San Suu Kyi.

Aung San Suu Kyi

Født den 19. juni, 1945, 70 år gammel
Position: Leder af partiet NLD - National League for Democracy, der er Myanmars største oppositionsparti.
Uddannelse: Uddannet fra Delhi Universitet og St. Hughs College, Oxford

Aung San Suu Kyis parti vandt ved valget i 1990 en jordskredssejr med 80 procent af stemmerne, men valgresultatet blev efterfølgende annulleret af militærjuntaen. Og i 2010 boycottede Aung San Suu Kyis Parti NLD valget af frygt for valgfusk.

Flere observatører i landet, som DR har talt med, mener, at Aung San Suu Kyi står utrolig stærkt i befolkningen. Kyaw Zwa Moe, redaktør på magasinet Irrawaddy, tror at Aung San Suu Kyi står til at vinde valget, men han tror ikke på en jordskredssejr som i 1990.

Aung San Suu Kyi er blevet stærkt kritiseret i Vesten for ikke at tale imod undertrykkelse af det muslimske mindretal i landet. Mindretallet, rohinyaerne, har boet i Myanmar i generationer, men er statsløse og har ingen rettigheder. I årevis har den buddhistiske majoritet nægtet dem helt basale rettigheder.

Dette ser dog ikke ud til at påvirke Aung San Suu Kyis popularitet i Myanmar nævneværdigt.

I alt er 92 partier opstillet til det kommende valg.

Aung San Suu Kyi

  • Aung San Suu Kyi er datter af den henrettede frihedshelt Suu Kyi, som blev myrdet, da hun var blot to år gammel.
  • Aung San Suu Kyi har to sønner med sin nu afdøde britiske ægtemand. Parret boede sammen Oxford frem til 1988, hvor Aung San Suu Kyi vendte hjem til Myanmar (dengang Burma) for at besøge sin syge mor. Den politiske situation kastede hende ind i politik. Hun blev hurtigt leder af oppositionen i landet.
  • Aung San Suu Kyi sad i husarrest I sit hjem i Yangon mellem 1989 og 2011.
  • I 1991 modtog hun Nobels Fredspris.
  • Hendes parti NLD spås gode chancer for at vinde det kommende valg, som anses for at være det frieste valg i landet i 25 år.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube