Tema Flygtede rohingyaer

Båd med rohingya-muslimer på flugt kæntrer

120 rohingya-muslimer var om bord på båd, som kæntrede, og mindst 13 er omkommet.

Over 500.000 rohingya-muslimer er flygtet fra Myanmar den seneste måned. (Foto: Fred Dufour © Scanpix)

En båd med omkring 120 rohingyaer er kæntret i Den Bengalske Bugt, skriver Den Internationale Organisation for Migration (IOM) på Twitter.

Mindst 13 er omkommet, heriblandt otte børn. 30 er reddet. De øvriges skæbne er ukendt.

Omring en halv million rohingyaer fra Myanmar er flygtet til nabolandet Bangladesh de seneste uger.

En betydelig andel af de flygtende er børn.

I Bangladesh er myndighederne ved at opsætte en flygtningelejr, der skal huse op mod 6000 flygtede børn, som er ankommet til landet uden deres forældre.

Urolighederne i Myanmar brød ud, da gruppen Arakan Rohingya Salvation Army angreb politi og militær 25. august.

Det udløste en brutal modoffensiv fra hæren. FN har betegnet offensiven i provinsen Rakhine som en "etnisk udrensning" af det muslimske mindretal.

Torsdag drøftes situationen i Myanmar på et møde i FN's Sikkerhedsråd.

På mødet vil medlemmerne blive briefet om krisen i landet af FN's generalsekretær, António Guterres.

/ritzau/