Barack Obama: Min kandidat til Højesteret står for anstændighed og retfærdighed

Præsident Barack Obama har udpeget den 63-årige Merrick Garland som sin kandidat til det ledige dommersæde i USA’s Højesteret.

Barack Obama skal ikke regne med hjælp fra republikanerne i Senatet, der skal godkende nomineringen. (Foto: Michael Reynolds © Scanpix)

Tidligere onsdag kom det frem, at Barack Obama har valgt Merrick Garland som sin kandidat til den ledige post som dommer i den amerikanske Højesteret. Klokken 17 bekræftede præsidenten sit valg.

- Jeg har valgt en kandidat, der er bredt anerkendt - ikke blot som en af Amerikas skarpeste juridiske hjerner, men som en person, der bringer en ånd af anstændighed, beskedenhed, integritet, retfærdighed og ekspertise ind i sit arbejde, sagde Barack Obama klokken 17.00 fra Det Hvide Hus.

Stephanie Surrugue, DR’s korrespondent i USA, fortæller, at Obama blandt andet har valgt Merrick Garland fordi, han er spiselig for både demokrater og republikanere.

- Han er kendt som en pragmatisk dommer snarere end en værdikriger, og det kan være med til at gøre ham mere spiselig for oppositionen, siger Stephanie Surrugue.

Selvom Garland er mere 'spiselig' end andre kandidater, skal Barack Obama ikke regne med hjælp fra republikanerne i Senatet, der skal godkende nomineringen.

- Republikanerne vil gøre alt, hvad de kan for blokere nomineringen. De håber på, at USA’s næste præsident bliver republikaner og derved kan man udpege en konservativ højesteretsdommer i stedet for Obamas liberale valg. Derfor er nomineringen også blevet en del af valgkampen, lyder det fra Stephanie Surrugue.

De nuværende otte dommere i USA’s højesteret tæller fire liberale og fire konservative. Derfor kan den næste dommer få den afgørende stemme i fremtidige skelsættende sager.

Den nye højesteretsdommer skal efterfølge den konservative Antonin Scalia, der døde i februar.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube