Tema Krigen i Syrien

BBC: Beviser for britiske specialstyrker på jorden i Syrien

BBC har offentliggjort billeder af britiske soldater, der aktivt hjælper oprørere i Syrien.

Britiske specialstyrker har krydset grænsen til Syrien flere gange, oplyser BBC. (ARKIVFOTO). (Foto: ho © Scanpix)

For første gang er der beviser på, at britiske soldater fra en specialstyrke aktivt hjælper oprørere i Syrien i kampen mod terrororganisationen Islamisk Stat.

BBC har offentliggjort foto af omkring 12 mand i militærkøretøjer, som er på opgave i Al Tanaf, der ligger ved grænsen til Irak. Billederne er taget i juni.

De britiske soldater har krydset grænsen til Syrien flere gange for at støtte oprørsgruppen Den Nye Syriske Hær, oplyser BBC.

Se billederne i dette tweet:

En talsmand fra Det Nye Syriske Hær vil ikke kommentere billederne, men han bekræfter over for BBC, at hæren får våben og træning fra både briterne og amerikanerne.

I modsætning til almindelige styrker kræver det ikke godkendelse fra parlamentet i London at udstationere specialstyrker.

Det britiske forsvarsministerium har set BBC's billeder af soldaterne i Syrien, men ministeriet siger, at det ikke har nogen kommentarer til specialstyrkernes operationer.