Tema Junglen i Calais

Beboer i 'Junglen' i Calais: Folk nægter at forlade deres boliger

Fransk politi er i stort tal rykket ind i den såkaldte Jungle ved Calais, hvor mange tusinde flygtninge og migranter er strandet, mens de venter på en chance for at komme til Storbritannien.

Politiet holder beboere på afstand, mens arbejdsmænd skiller de hjemmebyggede skure og piller telte ned. (Foto: Philippe Huguen © Scanpix)

Politiet er talstærkt til stede i den improviserede flygtningelejr "Junglen" i Calais, hvor man i dag er begyndt nedrivningen af den sydlige del af lejren.

Det fortæller Baraa Halabieh, en af lejrens beboere, til DR Nyheder.

- Politiet ankom i morges sammen med de lokale myndigheder og begyndte at fortælle folk, at de skulle forlade deres boliger, og at de ville blive ødelagt inden for en time, siger han, da DR Nyheder taler med ham i telefonen.

Junglen i Calais

De franske myndigheder er begyndt på rydningen af flygtningelejren "Junglen" i Calais. Lejren har været omkring 7.000 menneskers hjem de seneste mange måneder. Efter planen skal "Junglen" være jævnet med jorden i begyndelsen af november.

Gå til tema

Lejrens beboere er bange, fortæller han.

- Selvfølgelig er de bange, når de ser de her mange betjente. Der holder mere end 25 politibiler uden for Junglen.

Forsinket udsættelse

En domstol gav forleden myndighederne medhold i, at den sydlige del af den uofficielle lejr skal ryddes inden i morgen.

Men myndighederne har samtidig fået pålæg om, at de kun må fjerne og ødelægge tomme telte og læskure.

Det er beboerne i "Junglen" udmærket klar over, fortæller Baraa Halabieh.

- Dommerens beslutning var så klar, at politiet ikke må benytte vold eller magt til at evakuere de mange beboere fra lejren.

- Så mange folk blev i deres huse, men politiet gik i gang med at fjerne de tomme boliger og telte. Vi så nogle tilfælde af, at folk var uden for deres huse, og at politiet stoppede dem fra at gå ind igen, og så ødelagde de husene.

Langt flere end de tror

Planen er, at omkring 1.000 flygtninge og migranter skal udsættes af lejren og flyttes til en nyoprettet containerby eller til lokale asylcentre.

Udsættelsen blev i sidste uge udskudt, efter flere nødhjælpsorganisationer advarede om, at der bor langt flere mennesker i lejren, end myndighederne er klar over. Det er Baraa Halabieh enig i.

- Når vi taler om den sydlige del af lejren, siger myndighederne, at det kun drejer sig om 1.000 personer. Men helt ærligt, der bor mere end 3.000 mennesker i den del af lejren.

- Det er 75 procent af hele junglens beboere, der bor her, siger han.

Usikkerhed om indbyggertal

Der har indtil videre ikke været nogle voldelige episoder ved rydningen af den sydlige del af lejren. Politiet har dog ifølge Baraa Halabieh tilbageholdt en aktivist, som filmede poltiets nedrivning af telte og huse.

Det er uvist, præcist hvor mange mennesker der bor i flygtningelejren.

De lokale myndigheder anslår antallet til at være op mod 4.000, mens nødhjælpsorganisationer og beboere hævder, at der bor mellem 5.000 og 10.000 mennesker i den improviserede lejr.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube