Begik massakre: Eks-diktator fundet skyldig i folkedrab

Guatemalas tidligere diktator er skyldig i at have begået massakre mod landets oprindelige befolkning.

Eks-diktator Efrain Rios Monnt bliver ført væk efter at have modtaget sin dom

Tidligere diktator i Guatemala Efrain Rios Montt blev fredag kendt skyldig i folkemord og forbrydelser mod menneskeheden begået i den blodigste periode i landets 36 år lange borgerkrig.

Landets tidligere leder er blevet dømt til at afsone 50 års fængsel for folkemord og 30 år oveni for forbrydelser mod menneskeheden, lyder det i dommen fra retten i Guatemala.

86-årige Rios Montt satte sig på magten efter et statskup 1982, og han blev beskyldt for at have beordret en massakre mod tusinder af landets oprindelige befolkning.

En kvart million døde

Anklagerne har samtidig sagt, at han vendte det blinde øje til, mens soldater benyttede voldtægt, tortur og ildspåsættelser til at udrydde landets venstrefløj under hans styre fra 1982 til 1983.

Perioden var den mest voldelige i landets borgerkrig, hvor i alt 250.000 mennesker mistede livet.

Rios Montt var tiltalt for at have slået mindst 1771 medlemmer af Maya Ixil-folkets medlemmer ihjel. Det svarer til en brøkdel af det antal mennesker, der mistede livet under hans styre.

Råb på retfærdighed

- Jeg er lykkelig. Jeg håber, at ingen kommer til at gå igennem det samme som jeg.

- Min befolkningsgruppe har været ked af det, siden dette skete, siger Elena de Paz, der var to år gammel, da soldater stormede hendes landsby, dræbte hendes forældre og nedbrændte hendes hjem.

Den tidligere leder har nægtet anklagerne, og han siger, at han overtog et ødelagt land fyldt med samfundsnedbrydende guerilla-krigere. Han ankom til retten under buh-råb, og folk råbte justicia - retfærdighed.

- Rios Montt havde fuld viden om alt, hvad der skete, og han standsede det ikke, sagde dommer Yasmin Barrios til en fyldt retssal, hvor blandt andet Maya-kvinder var mødt talstærkt op i farverige klæder.

Det er første gang, at en tidligere regeringschef er fundet skyldig i folkemord i sit hjemland.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube