Tema Nordkoreas missiltrussel

Bekymret sikkerhedsråd fordømmer Nordkoreas våbentest

Nordkoreas seneste missiltest vækker bekymring i FN's Sikkerhedsråd, der vil sætte hårdt mod hårdt.

USA's præsident havde forud for mødet kaldt Nordkorea et "stort, stort" problem. (Foto: KCNA © Scanpix)

FN's Sikkerhedsråd fordømmer mandag Nordkoreas seneste test af et ballistisk missil. Samtidig opfordrer rådets medlemslande til at skærpe indsatsen for at håndhæve sanktionerne mod det isolerede styre.

Søndagens missiltest var den første direkte konfrontation med det internationale samfund, siden USA's nye præsident, Donald Trump, flyttede ind i Det Hvide Hus 20. januar.

På et pressemøde mandag sagde den amerikanske præsident følgende:

- Det er klart, at Nordkorea er et stort, stort problem, og vi vil håndtere det meget konsekvent.

Topembedsmænd fra det japanske, sydkoreanske og amerikanske militær holdt mandag et telefonmøde.

Her blev de enige om at fordømme Nordkoreas missiltest. De kalder testen "en klar krænkelse" af adskillige af sikkerhedsrådets resolutioner.

Samtidig bekræfter USA's forsvarsministerium sin "stålfaste forpligtigelse til at støtte Japan og Sydkorea sikkerhedsmæssigt."

- Der var enstemmig fordømmelse

FN's Sikkerhedsråd oplyser ikke, hvilke nye initiativer der skal indføres over for Nordkorea.

FN har siden 2006 indført sanktioner mod styret på grund af dets test af atomvåben og ballistiske missiler.

- Medlemmerne af sikkerhedsrådet beklager alle Nordkoreas aktiviteter med ballistiske missiler, herunder disse nye affyringer, lyder det i en erklæring fra rådet.

I erklæringen henviser sikkerhedsrådet også til en testaffyring 19. oktober.

Ifølge Japan, der indkaldte til mødet i FN's Sikkerhedsråd sammen med Sydkorea og USA, er man tilfreds med resultatet af mødet.

- Der var en enstemmig fordømmelse af affyringen og bekymring over situationen. Vi er naturligvis nødt til at implementere den robuste og stærke resolution, som vi allerede har, siger Koro Bessho, der er Japans FN-ambassadør.

Han henviser til en resolution, der blev vedtaget i december som svar på Nordkoreas atomprøvesprængning i september.

Resolutionen var rettet mod Nordkoreas eksport af kul og metal og skulle koste styret omkring 800 millioner dollar om året.

/ritzau/Reuters