Belgien bekræfter: Bombemand i lufthavn var Laachraoui

Belgiens anklagemyndighed siger, at en af terroristerne i Bruxelles var mistænkt bombemager for Islamisk Stat.

Ibrahim el Bakraoui og Najim Laachraoui sprængte sig selv i luften i lufthavnen. Politiet leder stadig efter manden i den lyse jakke. (Foto: - © Scanpix)

Det var den eftersøgte Najim Laachraoui, der sprængte sig selv i døden med en selvmordsbombe i lufthavnen i Belgiens hovedstad, Bruxelles, i tirsdags.

Det bekræfter den belgiske anklagemyndighed i en erklæring.

Belgiske medier har spekuleret i, at det kunne være ham, der sammen med to andre mistænkte bombemænd ses på lufthavnens overvågningskamera.

En af de andre er identificeret som Brahim El Bakraoui, der også begik et selvmordsattentat i lufthavnen. Men den anden bombemands identitet har hidtil ikke været klarlagt.

Brahim El Bakraoui. (Foto: INTERPOL / HANDOUT © Scanpix)

Manden i lys jakke efterlyses

Den tredje på billedet er manden i lys jakke og sort bøllehat. Han gik ud af lufthavnsbygningen umiddelbart inden terrorangrebet, og han er fortsat væk og ikke identificeret.

31 mennesker blev dræbt ved bombeattentatet i lufthavnen og på en metrostation i Bruxelles. 300 mennesker er såret.

Najim Laachraoui blev efterlyst af myndighederne i december, dog under et andet navn. Det var først i den forgangne weekend, efter at politiet i Belgien havde anholdt Salah Abdeslam, at Najim Laachraoui blev efterlyst under sit eget navn.

Abdeslam var efterlyst som en af hovedmændene i attentatet i den franske hovedstad, Paris, i november i fjor, da syv terrorister dræbte 130 mennesker med skudmassakrer og selvmordsbomber.

Uvist om der var flere i metroen

Den 25-årige Najim Laachraouis fingeraftryk blev senere fundet på to bombeveste fra det angreb, og i det hele taget er spor fra ham dukket op flere steder under opklaringen af Paris-attentatet.

Han menes at være en af de mænd, der laver bomber for Islamisk Stat (IS), der også har taget skylden for både Paris-attentatet og det i Bruxelles.

Najim Laachraoui. (Foto: handout © Scanpix)

Det er fortsat udvist, om der var flere selvmordbombere i metroen ved Maelbeek i tirsdags. En af dem er identificeret som Khalid el-Bakraoui, men politiet forsøger at få identificeret en anden person, som blev set sammen med Khalid el-Bakraoui på overvågningskamera.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube