Tema Terror i Bruxelles

Belgien er storleverandør af militante islamister

BAGGRUND Mange har frygtet, at Belgien ville blive mål for et terrorangreb.

Belgisk politi pågriber en mistænkt i Moleenbeek-kvarteret i Bruxelles ved en stor aktion, der fandt sted fire dage før dagens terrorangreb. (Foto: VTM via REUTERS TV © Scanpix)

De blodige terrorangreb, der i dag rystede Belgien, var på forhånd frygtet af mange. Selv landets premierminister havde frygtet, at noget var på vej.

- Det, vi frygtede, er sket. Vores land er ramt af et fejt angreb, sagde Belgiens premierminister Charles Michel få timer efter angrebet.

De belgiske myndigheder har endnu ikke hverken pågrebet mulige gerningsmænd eller løftet sløret for, hvem de mener, står bag.

Terror i Bruxelles

Belgiens hovedstad blev tirsdag 22. marts ramt af terrorangreb i lufthavnen Zaventem og i et metrotog, der befandt sig på stationen Maelbeek nær EU-institutionerne i det centrale Bruxelles. Islamisk Stat hævder at stå bag. Følg dækningen på dr.dk her.

Gå til tema

Men pilen peger på militante islamister med tilknytning til Islamisk Stat, som da også har taget skylden for angrebet.

Ingen overraskelse

Og er det tilfældet, så er det – desværre – ikke overraskende, at det finder sted netop i Belgien, lyder det flere sider.

"Det vi frygtede, er sket. Vores land er ramt af et fejt angreb"

Charles michel, premierminister

- Det er en stor tragedie, men det er bestemt ikke overraskende, siger Deniz Serinci, der er journalist, historiker og forfatter til bogen ’Terrorens Kalifat’ om Islamisk Stat.

Deniz Serinci peger på den fremtrædende rolle, belgiske islamister har spillet i de seneste terrorangreb på europæisk jord.

- De fire sidste terrorangreb i Europa trækker spor til Molenbeek-kvarteret, siger han med henvisning til det kvarter i Bruxelles, som nu i mange år har været berygtet som rekrutteringssted for IS-sympatisører. Mere om det senere.

"Det er en stor tragedie, men det er bestemt ikke overraskende."

Deniz Serinci, forfatter og journalist

Mistænkt fra Paris anholdt i Belgien

Tirsdagens angreb, der har kostet mindst 30 mennesker livet og såret langt over hundrede, kommer bare fire dage efter, at belgisk politi gennemførte en omfattende aktion i netop Molenbeek.

Her blev blandt andre Salah Abdeslam anholdt efter skudveksling. Fransk politi mistænker ham for at have spillet en rolle i terrorangrebet i Paris. Og anholdelsen kom først efter måneders menneskejagt.

Når det var muligt for Abdeslam at gemme sig i så lang tid, så er det ifølge Deniz Serinci nærmest et bevis på, at der fortsat findes islamistiske netværk i Belgien, som har kunnet udføre dagens terrorangreb.

- Hvordan kan han gemme sig i fire måneder for fransk og belgisk politi? Han må have fået hjælp, siger Deniz Serinci.

Belgisk udenrigsminister frygtede angreb fra Abdeslam

Den belgiske regering hævede sikkerhedsniveauet i landet efter terrorangrebene i Paris og advarede om, at truslen om et terrorangreb var til stede.

"Han (Abdeslam, red.) var klar til at genstarte noget I Bruxelles."

Didier Reynders, udenrigsminister

Så sent som i weekenden løftede den belgiske udenrigsminister, Didier Reynders, sløret for, at den nyligt pågrebne Abdeslam kunne være i gang med at forberede et terrorangreb i Bruxelles.

- Han var klar til at genstarte noget i Bruxelles, sagde Didier Reynders i weekenden.

Ordene faldt, da den belgiske udenrigsminister talte til det udenrigspolitiske forum German Marshall Fund, ifølge britiske BBC.

- Og det er muligvis virkeligheden, for vi har fundet masser af våben, tunge våben, i løbet af de første undersøgelser og vi har fundet et nyt netværk omkring ham (Abdeslam, red.), fortsatte udenrigsministeren.

Belgien - berygtet som Europas terrorrede

Belgien har længe været berygtet for sit store islamistiske miljø, hvor Islamisk Stat har haft held til at rekruttere mange sympatisører.

440 islamister fra Belgien er rejst til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat eller for andre islamistiske fraktioner, ifølge officielle tal.

Det gør Belgien til den forholdsvist største leverandør af krigere til Syrien, når man sammenholder tallet med landets befolkning på 11 millioner.

Særligt Bruxelles-bydelen Molenbeek er berygtet som en terrorrede. Påfaldende mange tråde i den seneste tids terrorsager fører tilbage hertil.

Deniz Serinci mener, at islamisterne i kvarteret har nydt godt af, at belgisk politi – ligesom det politiske system i Belgien i øvrigt – er delt i små enheder.

Politiet i Bruxelles er delt i seks forskellige, selvstændige politistyrker – med alle de mulige brister, det giver i kommunikationen.

- Den splittelse har de belgiske islamister nydt godt af i årevis, siger Deniz Serinci.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube