Tema Nordkoreas missiltrussel

Beretning fra Nordkorea: Da DR's korrespondent gik over grænsen

Et enkelt kritisk spørgsmål kan få voldsomme konsekvenser, erfarede DR’s Philip Khokhar i det lukkede land.

DR’s Asien-korrespondent Philip Khokhar, blev truet med ikke at kunne forlade Nordkorea, da han sagde, at der er folk, som sulter i det isolerede land. (© dr)

Man skal passe på med, hvilke spørgsmål man stiller i et af verdens værste diktaturer. Der erfarede DR’s Asien-korrespondent Philip Khokhar, der blev truet med ikke at kunne forlade landet, da han sagde, at der er folk, som sulter i det isolerede land.

Læs her hans beretning om fire dage i Nordkorea.

Jeg vidste godt, at jeg var gået over en usynlig grænse, da jeg kom til at sige, at der er folk i Nordkorea, der sulter. Men ordene var sagt, uanset hvor meget jeg havde lyst til at sluge dem midt i en miniaturepark udenfor Pyongyang. Over for mig stod den unge mand Fang fra det nordkoreanske udenrigsministerium, som netop havde proklameret, at der skam ikke var nogle arbejdsløse i landet. Jeg var målløs over hans åbenlyse løgn, så ordene fløj ud af munden på mig.

- I kan da godt sige, at der ikke er arbejdsløshed i Nordkorea, men der er folk, som sulter i Nordkorea, sagde jeg til Fangs måbende ansigt.

Nogle timer senere fik jeg at vide, at der var problemer med mit pas, og at jeg ikke nødvendig skulle regne med at kunne rejse ud af Nordkorea som planlagt dagen efter.

Visum til massehysteri

Rejsen til Nordkorea kom i stand nogle få uger før. I anledning af 70-året for landets kommunistparti havde myndighederne selv opfordret korrespondenter i Beijing til at søge visum til det ellers så lukkede land.

Ligesom de fleste andre journalister i den kinesiske hovedstad, skrev jeg derfor en ansøgning, hvori jeg forklarede, at DR er en professionel og sober nyhedsformidler, som naturligvis burde få lov til dække den store militærparade.

Jeg sendte ansøgningen til et faxnummer i udenrigsministeriet i Pyongyang, men selvfølgelig duede det oplyste nummer ikke, og vi brugte flere dage på at få ansøgningen frem til den rette faxmaskine et sted i den nordkoreanske hovedstad.

I ugerne efter spekulerede jeg ikke synderligt over muligheden for at komme til landet. Jeg regnede ikke med at få adgang, først og fremmest på grund af DR-satireserien ”Det Røde Kapel” fra 2006, hvor Mads Brügger og Simon Jul Jørgensen udgiver sig for at være del af en teatertrup, der tager til Nordkorea for at skabe interkulturel forståelse, men som i realiteten er en gimmick, der laver grin med det bizarre land.

Siden da er DR blevet nægtet visum til Nordkorea med henvisning til serien, der måske ikke så overraskende vakte vrede i Pyongyang.

Min overraskelse var derfor stor, da en mand uden noget navn ringede til mig og på yderst velformuleret engelsk fortalte mig, at jeg sammen med DR’s fotograf havde fået visum til at dække militærparaden. Eneste betingelse var, at vi skulle flyve med det mindre luksuriøse Air Koryo.

Man må ikke pege

Lørdag den 10.oktober stod jeg så på Kim Il-sung-pladsen opkaldt efter landets grundlægger. På tribunen stod hans barnebarn, verdens yngste indehaver af en atombombe.

(Foto: Philip Khokhar © Philip Khokhar)

Mens Kim Jong-un tog imod det enorme bifald, var folks ansigter opløst i gråd og pladsen fyldt med hænder, der klappede hurtigere end et japansk lyntog. Ved min side stod den unge mand Jo, en ansat fra det nordkoreanske udenrigsministerium, der fulgte mig overalt i fire dage.

- Han er vores sol. Han er vores gud, sagde Jo om den store leder.

Jeg var forberedt på, at jeg ville få en overfrakke fra myndighederne, der ville eskortere mig overalt. Men graden af instruktioner og de mange potentielle faldgruber overraskede mig alligevel. En af dem vadede jeg direkte ned i, da jeg pegede på et billede af teenage-diktatorens far og farfar, Kim Jong-il og Kim Il-sung.

Hele Jos krop rystede af vrede, da han ville vide, hvad jeg havde gang i. Jeg vidste godt, at man ikke må tage nærbilleder af illustrationer af Kim-klanen og, at man generelt skulle opføre sig respektfuldt omkring billeder af den koreanske gangsterfamilie. Men jeg vidste ikke, at det var en forbrydelse at pege på dem. Havde jeg ikke haft et dansk pas, var jeg nok ikke sluppet godt fra mit utilstedelige pegeri i Pyongyang

Forbudt snak i Nordkorea

Guiden Jo forstod langt fra altid, hvad jeg sagde på engelsk, som han i virkeligheden kun beherskede en del af. Derfor var jeg glad for at møde den unge mand Fang, som var tilknyttet de tyske journalister. Han talte flydende engelsk og vidste, hvordan verden udenfor for det lukkede land, så ud.

(Foto: Philip Khokhar © Philip Khokhar)

Han fortalte, at han havde rejst i det meste af Europa, og hans foretrukne europæiske land var Tyskland på grund af dets effektivitet og ordnede forhold.

Han ville ikke fortælle sit efternavn, men det stod klart, at han kom fra en vigtig familie. Ellers ville han ikke havde fået lov til at rejse i Europa. Han antydede også, at han havde læst på en skole i Schweiz ligesom Kim Jong-un. Fang udstrålede trods sin unge alder en vis autoritet, og de andre guider var åbenlyst bange for ham.

Inden interviewet fortalte han, at Nordkorea havde store problemer, og derfor var jeg nok lidt mere modig, end jeg burde havde været, da jeg sagde, at der var mennesker, der ikke fik nok mad i landet. Ifølge FN får 10,5 millioner nordkoreanere ikke nok at spise, og hvert tredje barn menes at være underernæret.

I sommer meddelte myndighederne selv, at høsten var den dårligste i årevis på grund af tørke. Alt sammen giver påmindelser om 90'erne, hvor flere hundredetusinde indbyggere døde af sult.

Fang afviste da heller ikke, at der alvorlig mangel på mad i landet, men skød straks skylden på omverdenen for de sanktioner, der er imod Nordkorea på grund af dets atomprøvesprængninger og konstante trusler imod nabolandene.

Alligevel var Fang vred på mig hjemme på Yanggakdo Hotel, der ligner noget fra en James Bond film fra 70'erne.

Her krævede han at se mine optagelser igennem, hvilket fik mig til at frygte, at han ville konfiskere vores computere. Efter en mindre diskussion i lobbyen sagde den unge, men veltalende Fang, at vi ikke burde diskutere den slags trivialiteter og tilbød mig et stykke chokolade med et skævt smil.

Problemer med mit pas

Jeg vidste, at noget var undervejs. Derfor kom det ikke bag på mig, da min guide Jo kom ned til mig i enden af bussen, efter at han havde talt i telefon med en kollega.

- Philip, vi har et problem. Der er noget galt med dit pas, sagde han på sit sædvanlige gebrokne engelsk.

Fang, der nu stod ved siden af ham, uddybede omstændighederne.

- Det kan være, at du ikke kan rejse hjem til Beijing i morgen. Er det i orden med dig?

- Nej, selvfølgelig er det ikke i orden, svarede jeg.

På det tidspunkt var jeg parat til at rejse hjem til Kina med det samme, hvis det var en mulighed. Men Fang smilte sit sædvanlige smil og fortalte på en høflig måde, at det faktisk ikke var mit eget valg.

- Men bare rolig, så længe du er sammen med mig, er der ingen problemer, Philip, sagde Fang.

Jeg var tydeligvis ikke i stand til at skjule min vrede i bussen i Pyongyang, også selvom jeg ikke sagde noget.

- Hvorfor ser du så vred ud, Philip? Hvad er det for surt ansigtsudtryk, du giver mig?, spurgte Fang.

Tilbage på hotellet, der lå på en ø i Taedong-floden, kontaktede jeg min chef i København, så hun var opmærksom på mine problemer i Pyongyang. Der var adgang til internet i et lille pressecenter som nordkoreanerne havde arrangeret på hotellet, og da jeg havde købt et specielt sim-kort i lufthavnen, kunne min chef ringe til mig, og høre om udviklingen.

(Foto: Philip Khokhar © Philip Khokhar)

Normalt har folk i det isolerede land kun adgang til få sider på internettet, ligesom de ikke kan ringe ud af landet.

Imens gik fotografen Qunyi i gang med at sende vores optagelser fra Pyongyang hjem til København, i forventning om, at det kun var et spørgsmål om tid, før de ville beslaglægge vores computere med al vores materiale eller det, som var værre. Så galt gik det heldigvis ikke.

Karaoke i Pyongyang

Mens vi ventede på svar om, hvorvidt vi kunne rejse hjem næste dag som planlagt, fik vi ikke lov til at tage med til en koncert, som resten af pressedelegationen tog til. Men til min store overraskelse fik vi lov til at gå på restaurant sammen med guiderne og vores kollegaer fra den norske tv-station NRK.

(Foto: Philip Khokhar © Philip Khokhar)

Vi var de eneste gæster på restauranten, en lille kilometer fra hotellet. Strømmen gik konstant, til gengæld manglede der hverken mad eller risbrændevin serveret af unge koreanske kvinder med elektroniske, neonfarvede navneskilte.

- Skåååål, råbte den koreanske guide for det norske tv-hold

Mine værter insisterede på, at vi skulle drikke igennem, og jeg fornemmede, at jeg ikke havde noget valg.

- Du har stillet mange spørgsmål på den her tur, Philip. Du har tydeligvis sat dig grundigt ind i Nordkorea inden din rejse hertil. Vi har brugt lang tid på, at undersøge hvem du er, sagde en af værterne i tågen af risbrændevin og insisterede på, at der skulle synges karaoke, inden strømmen gik igen.

Om det var alkoholen eller middagen, som guiderne aldrig selv ville have råd til, der reddede mig, ved jeg ikke. Men næste morgen var mine værter væsentligt mildere stemt. Jeg fik at vide, at der ikke længere var problemer med mit pas.

Sammen med de andre journalister blev jeg kørt ud til lufthavnene, hvor jeg fik mit pas. Jeg var fri til at forlade Nordkorea, landet hvor virkeligheden overgår fantasien.

Et land, jeg nok ikke skal tilbage til lige foreløbigt.

Indslaget om Philip Khokhars rejse til Nordkorea sendes i 21Søndag i aften på DR1.