BILLEDER 40.000 sultende syrere kan endelig skifte græs ud med rigtig mad

Efter lange forhandlinger og forsinkelser er nødhjælpen nu nået frem til Madaya i Syrien.

For første gang siden oktober er det endelig lykkedes for FN og Røde Kors at levere basale fødevarer til 40.000 indbyggere i den syriske by Madaya.

Byen har siden i sommer været omringet af syriske regeringsstyrker, der har fået hjælp af den libanesiske Hizbollah-milits.

Under belejringen af byen har det været så godt som umuligt at få transporteret fødevarer og medicin ind til indbyggerne.

På de seneste er der kommet historier ud om civile, der har været nødt til at spise græs og insekter for at få en eller anden form for næring.

I sidste uge trak belejringen af byen overskrifter i alverdens medier, da billeder af udhungrede og døende børn og voksne slap ud.

Ifølge den internationale organisation Læger Uden Grænser er 23 personer døde af sult. Alene i går sultede fem personer ihjel - heriblandt en dreng på 9 år, mens nødhjælpskonvojen af uvisse årsager var forsinket.

Talsmanden for FN's fødevareprogram, Jane Howard, fortæller, at der i dag er blevet leveret nok mad til at brødføde 40.000 personer i en måned. Ifølge hende har FN anmodet om adgang til byen 10 gange siden starten af december.

Mens indbyggerne i Madaya nu har fået adgang til mad, lever flere end 400.000 syrere under lignende forhold under belejringer af forskellige parter i krigen, skrev FN i en udtalelse for et par dage siden.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube