BILLEDER 8-årig pige har tegnet sin flugt fra Syrien til Grækenland

Hun er flygtet fra verdens farligste land, sejlet over Middelhavet og sidder nu ved grænsen mellem Grækenland og Makedonien.

Shaharzad Hassan på 8 år er et barn som så mange andre. Med tuscher i hånden tegner hun det, hun kender. Oplevelser fra det korte liv.

Men Shaharzads tegninger er ikke som så mange andre. Hun sidder ikke på et børneværelse eller i en børnehave. Og hun har helt andre oplevelser i bagagen end de fleste børn på hendes alder.

Hun er flygtet fra verdens farligste by i verdens farligste land - Aleppo i Syrien. En af de byer i Syrien, der er allerhårdest ramt af den krig, der tidligere på ugen gik ind i sit sjette år. Her har hun set mennesker dø. Hun har set tøndebomber flænse himlen, og tøndebombernes indhold flænse luft og mennesker.

Som millioner af andre er hun flygtet, blevet sendt over Middelhavet i en overfyldt gummibåd. Hun er nået til Grækenland og vandret mod nord. Men her er flugten indtil videre sat på pause. Grænsen til Makedonien og dermed det nordlige Europa lukket.

På grænsen sidder hun i en midlertidig flygtningelejr og tegner det, hun har været igennem i løbet af de otte år, hun har levet.

Se Shaharzad Hassans tegninger i billedserien ovenfor.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube