BILLEDER Selvmord efter jobafslag sender tusinder af tunesere på gaden

Det er fem år siden, at Tunesien satte gang i det arabiske forår. Nu protesterer tusinder for bedre jobmuligheder.

I byen Kasserine i Tunesien lyder slagordene "Arbejde, frihed og værdighed" i gaderne, mens dæk står i brand på tredje døgn.

Store menneskemængder er gået på gaden i protest mod arbejdsløsheden i landet. Det sker, efter en arbejdsløs mand begik selvmord - angiveligt efter at have fået afslag på et job i den offentlige sektor. Det skriver Reuters.

I løbet af dagen er der udbrudt protester i en række af landets andre byer, herunder hovedstaden Tunis.

Politistyrker har affyret tåregas mod demonstranter, der ifølge Reuters satte ild til en politi-post og lokale regeringsbygninger i flere byer.

For fem år siden var der lignende scener i Tunesien, da en ung grønthandler satte ild til sig selv i protest mod arbejdsløshed og manglende menneskerettigheder under landets regent Ben Ali.

Efter en måned med protester blev præsidenten og hans familie tvunget i eksil i Saudi Arabien, og den nye premierminister Habib Essid overtog posten.

Men det nye styre har ikke været leveringsdygtige i at sænke arbejdsløsheden. Den er tværtimod steget til 15,3 procent i 2015 - i 2010 var den nede på 13 procent, viser tal fra Verdensbanken.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube