Biograf-boom i Kina: Eventyrfilmen Havfruen slår alle rekorder

Film løst inspireret af H.C. Andersens eventyr tjener tre en halv milliard kroner hjem. I løbet af blot to år forventes Kinas filmmarked at overgå USA's.

Der var stor interesse for filmen Havfruen til en særvisning med nogle af skuespillerne fra filmen i en biograf i byen Taiyuan i Shanxi-provinsen. (Foto: CHINA DAILY © Scanpix)

En smuk ung havfrue sendes af sted for at slå en ejendomsmatador ihjel, men ender med at forelske sig i ham. Nogenlunde sådan er plottet i filmen Havfruen, der har taget kinesere i alle aldre med storm.

To af dem, der har set havfruefilmen, er Zhou Fangyan og hendes 10-årige datter Wang Chenxi:

- Vi blev så bevægede, at tårerne løb ned ad kinderne på os. Ja, vi både grinede og græd, siger Zhou og Wang.

Filmen er den mest succesfulde i Kina nogensinde, og er det seneste bevis på, at den kinesiske middelklasse også mener, at film skal ses i biografen.

Kina vil overhale USA i 2017

På blot få uger har Havfruen solgt omkring 90 millioner billetter, og filmen har hevet næsten 3.5 milliarder hjem til producenten. Det er én milliard mere end den kinesiske film ’Monster Hunt’, der var sidste års mest succesfulde lokalproducerede film.

Ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua voksede det kinesiske filmmarked med hele 49 procent i 2015. Og antallet af biografsale er vokset fra omkring 4.400 sale i 2004 til tæt ved 32.000 sale i 2014.

I det hele taget går det så godt for filmindustrien i Riget i Midten, at Kinas filmmarked forventes at overgå USA's i 2017. Det forudsiger flere fremtrædende amerikanske filmfolk. En af dem er Rich Gelford, der er direktør for biografkæden IMAX Biografkæden, der i 2015 havde 250 biografsale i Kina og 217 under opførsel.

Rick Gelford siger til Financial Times, at de kinesiske forbrugernes efterspørgsel på filmunderholdning fortsat er meget stærk, på trods af at landets økonomi er under opbremsning.

Største billetindtjening nogensinde

Det er Hongkong-instruktøren Stephen Chow, der har instrueret Havfruen, og han har en perlerække af filmsucceser bag sig.

En af dem, der er begejstrede for både stjerneinstruktøren og hans nyeste film, er 20-årige Xiao Ke:

- Havfruen er rigtig god ligesom de fleste af Chows film. Den har humor, romantik, uskyldsren kærlighed. Men det er ikke ren overflade. Filmen fortæller noget, og så ser skuespillerne godt ud, griner hun.

Ifølge Ren Qiren, der er filmanmelder og tegnefilmsinstruktør, har Stephen Chow en særlig evne til at tale til almindelige menneskers længsler:

- Alle længes efter kærlighed, men ingen tror på ægte kærlighed længere. Alle tror, at penge kan købe alt - selv kærlighed. Det er dét tema Chow leger med, og i hans univers bliver den ægte kærlighed troværdig, siger Ren Qiren.

Danmark vil have luns af markedet

Den store vækst på det kinesiske filmmarked har også fået danske filmselskaber til at forsøge at komme indenfor i varmen.

Danske Zentropa er allerede i gang og skal i samarbejde med kinesiske partnere filmatisere en eventyrkomedie. Optagelserne starter i Odense til oktober.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube