To bombeangreb koster omkring 50 menneskeliv i Libyen

Angreb på træningscenter for politifolk er det blodigste siden Gaddafis fald.

Mindst 47 personer mistede livet ved et træningscenter for politifolk i kystbyen Zliten i Libyen. Et sted mellem 300 og 400 personer opholdt sig i centret. (Foto: STRINGER © Scanpix)

I omegnen af 50 personer er torsdag blevet dræbt ved to bombeangreb i Libyen, skriver de internationale nyhedsbureauer AFP og Reuters.

Det ene angreb fandt sted ved et træningscenter for politifolk i Kystbyen Zliten. Her sprang en bombe, som befandt sig i en lastvogn.

Mindst 47 personer blev dræbt i angrebet. Det gør det til det blodigste siden revolutionen, som i 2011 blev den tidligere leder Muammar Gaddafis endeligt.

Ifølge de internationale nyhedsbureauer opholdt mellem 300 og 400 mand sig i centret.

Der hersker en vis uklarhed om antallet af dræbte i Zliten.

Torsdag aften er der meldinger om et sted mellem 47 og 55 dræbte og flere end 100 sårede. Tidligere på torsdagen oplyste lokale hospitalskilder et dødstal på mindst 65 personer.

Borgmesteren i Zliten oplyser til Reuters, at eksplosionen fra bomben kunne høres flere kilometer væk.

Nogle timer efter angrebet kørte en Toyota Land Cruiser læsset med sprængstoffer ind i et checkpoint ved byen Ras Lanouf.

Den ligger i et vigtigt olieområde, som for nylig har været under angreb fra Islamisk Stat.

Bilen detonerede og dræbte seks personer. Der meldes derudover om otte sårede.

Ingen har endnu påtaget sig skylden for angrebene.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube