Boris Jeltsin er død

Ruslands tidligere præsident Boris Jeltsin er død, oplyste en talsmand for Kreml mandag. Jeltsin blev 76 år gammel.

Den tidligere russiske præsident Boris Jeltsin er død, 76 år gammel.

Vigtige år i Jeltsins karriere

Han var præsident i Rusland fra 1991 til 2000 og i sine knap ti år ved magten satte han en stopper for 70 års kommunisme og lagde grunden til demokrati og markedsøkonomi i Rusland.

Boris Jeltsin gik i 1961 ind i Kommunistpartiet og blev i 1985 håndplukket af daværende præsident Mikhail Gorbatjov som partichef i Moskva.

I oktober 1987 blev han dog fjernet fra posten i Moskva efter at have kritiseret Gorbatjovs reformer for at være for utilstrækkelige. Desuden havde han gentagne sammenstød med partiets konservative fløj.

I 1996 fik Jeltsin en femdobbelt bypassoperation. Boris Jeltsin døde af et hjertetilfælde.

Kondolencerne strømmer ind

Statsminister Anders Fogh Rasmussen kalder det trist, at Ruslands tidligere præsident Boris Jeltsin er død.

- Det er en trist nyhed, at Boris Jeltsin er død. Vi skylder den tidligere russiske præsident respekt for i en afgørende fase at have stået fast som forkæmper for et demokratisk Rusland, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Også fra resten af verden strømmer det ind med kondolencer til Rusland efter meddelelsen om tidligere præsident Boris Jeltsins død.

En talsmand for Det Hvide Hus i Washington kalder Jeltsin "en historisk skikkelse i en tid med store forandringer og udfordringer for Rusland".

Også Boris Jeltsins forgænger på præsidentposten, Mikhail Gorbatjov, har kondoleret.

- Vi var uenige på mange punkter, og vi havde store uoverensstemmelser, men i dette øjeblik udtrykker jeg min dybeste sympati for familien, sagde Gorbatjov.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: