Brandbomber ved parlamentet i Kosovo

Balladen udspringer af oppositionens vrede over aftale, der giver serbisk mindretal større selvstændighed.

Aktivister med tilknytning til oppositionen i Kosovo har lørdag kastet med brandbomber på en plads foran parlamentet i Pristina.

Brandvæsnet kunne hurtigt slukke flammerne i den brand, der fik et kort liv uden for bygningen.

Balladen udspringer af en længerevarende konflikt mellem regeringen og oppositionen om en kontroversiel aftale. Aftalen skal give det serbiske mindretal større selvstændighed.

Oppositionen er kraftigt imod den plan, som med EU's hjælp er forhandlet på plads mellem Kosovos regering og Serbien.

Kræver nyt valg

Blandt andet skal serberne have ret til at etablere kommuner drevet af dem selv, hvilket giver mulighed for selvstyre inden for det lille Balkan-land.

Oppositionen kræver et parlamentsvalg nu.

Kosovo er en tidligere serbisk provins, som erklærede selvstændighed i 2008.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube