Tema Zikavirus

Brasilien vil bruge gammastråler i bekæmpelsen af zika virus

Virusspredende myg skal gøres sterile ved hjælp af stråling i forsøg på at dæmme op for zikaepidemi.

Brasilien forbinder vanskabte babykranier med zikavirus, som de nu vil forsøge at nedkæmpe ved hjælp af gammastråler (Foto: Marvin Recinos © Scanpix)

Gammastråler er Brasiliens seneste våben mod den myggeart, der spreder det farlige zikavirus i det sydamerikanske land.

Brasilianerne planlægger at udsætte millioner af han-myg for stråling, så de bliver sterile og dermed ikke kan føre virusset videre.

Zikavirus er blevet sat i forbindelse med alvorlige skader hos nyfødte, hvor moren har båret virusset. Sammenhængen er ikke endelig bevist, men mere og mere peger i retning af, at børnene fødes med for små hoveder på grund af virusset.

Zikavirus

Zikavirus overføres med myggearten aedes og giver hos de fleste ingen eller milde symptomer. Men den er farlig for gravide. Virussen er nemlig mistænkt for at kunne give underudviklet kranie og hoved, såkaldt microcephali, hos nyfødte. Op mod 27 lande er berørt af smitten, og WHO har nu erklæret Zikavirus for en global trussel.

Gå til tema

Steriliseringsprocessen foregår ved hjælp af et såkaldt bestrålingsanlæg. Det anlæg, som Brasilien vil bruge, har været benyttet til at kontrollere bestanden af bananfluer på den portugisiske ø Madeira.

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) siger, at det er klar til at fragte udstyret til Juazeiro på Brasiliens nordøstlige kyst, så snart landets regering har udstedt en importtilladelse.

- Det er en præventionsmetode - det svarer til familieplanlægning hos mennesker, siger Kostas Bourtzis, der er molekylærbiolog hos IAEA.

Planen i Brasilien er, at et firma skal avle op til 12 millioner han-myg om ugen. De skal så steriliseres via bestrålingen og sættes ud i specifikke områder for at parre sig med hun-myg, som vil lægge æg, der ikke udvikler sig til små, nye virusspredere.

Zikavirusset har nu spredt sig til flere end 30 lande, især i Syd- og Mellemamerika.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube