Brasiliens nuværende og tidligere leder redder hinanden

Brasiliens præsident hjælper sig selv og sin forgænger med en plads i regeringen.

Vrede demonstranter på gaden i protest mod den tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva som minister i Sao Paulo. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Brasiliens korruptionsanklagede og tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva bliver stabschef for den nuværende præsident Dilma Rousseff, der også kæmper mod anklager om svindel og korruption.

Dermed får Lula en kortsigtet beskyttelse fra anklager om hvidvaskning af penge og svindel. Samtidig kan Lulas politiske instinkt, karisma og forbindelser i kongressen hjælpe Rousseff gennem en politisk krise, som truer med at vælte hendes regering.

Rousseff anklages for at have været vidende om massiv svindel i det statsejede olieselskab Petrobras, der er verdens tredjestørste olieselskab og Sydamerikas største industrikoncern.

Rousseffs popularitet er styrtdykket efter Petrobras-sagen og Brasiliens værste økonomiske nedtur siden den store depression.

Mere end en million mennesker demonstrerede i Brasilien i søndags og krævede Rousseff for retten. Højesteret skal nu tage stilling til anklagerne.

Med den nye post opnår Lula kortsigtet immunitet fra anklager om korruption og hvidvaskning af penge. Lula afviser alle beskyldninger og siger, at sigtelserne er politisk motiverede.

Den tidligere brasilianske præsident siger, at politiaktionen imod ham, hvor hans hjem er blevet ransaget, og hvor han er blevet bragt ind til afhøring i sagerne om korruption, er udtryk for manglende respekt for demokratiet.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube