Tema Brexit

Uffe Ellemann: Jeg er for pæn til at kalde Boris Johnson en løgner

EU har ikke oplevet noget mere dramatisk end Storbritanniens udtræden, siger tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V).

Uffe Ellamann-Jensen er tidligere udenrigsminister. Han forlod Folketinget i 2001 og er i dag 74 år gammel. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Uffe Ellemann-Jensen havde til det sidste håbet, at briterne ville blive i EU og "lade fornuften sejre", men de endte med at tage en dramatisk beslutning og siger nu farvel til unionen efter 43 års medlemsskab.

- Det er meget, meget dramatisk. Der har ikke været noget tilsvarende i den periode, hvor Danmark sammen med briterne har været medlem af EU. Vi har slet ikke oplevet noget i den skala her. Det bliver meget, meget vanskeligt herfra, siger den tidligere Venstre-formand.

Brexit

Storbritannien har ved et historisk valg den 23. juni 2016 stemt for at forlade EU. Følg det politiske efterspil her.

Gå til tema

Han er kendt for at være ivrig tilhænger af EU - som udenrigsminister iklædte han sig sågar slips og sokker med EU-flag.

Uffe Ellemann-Jensen forudser en "tung proces" og en brutal opvågnen for briterne, når det går op for dem, hvad konsekvenserne ved en udtræden af EU bliver.

- Nu starter en proces, hvor alle skal varetage deres egne interesser. Og briterne har - mens de har været i EU - fået den ene særordning efter den anden. Det slutter nu, for der er ingen, der er interesseret i at belønne dem for at gå ud, men heller ikke at give afkald på egne interesser til fordel for briterne, siger han.

Valgkampen i Storbritannien har været særdeles hård, og begge sider er blevet beskyldt for at føre skræmmekampagne, men i Uffe Ellemann-Jensens øjne er særligt "Leave"-siden gået over stregen.

- Der er jo en folkelig skepsis og modstand, og hos briterne er det næret af, at de er blevet fyldt af alle mulige fantasifulde historier. Det kan jeg huske fra min tid.

Lederen af "Leave"-kampagnen, den konservative Boris Johnson. (Foto: Justin Tallis © Scanpix)

- Der rendte en journalist rundt i Bruxelles dengang, som hed Boris Johnson (konservativ fortaler for "Leave", red.). Han har lige siden næret sig ved at lave den ene fantasifulde historie efter den anden. Og når jeg siger fantasifuld, så er det, fordi jeg er et for pænt menneske til at sige, at han er fuld af løgn, siger Uffe Ellemann-Jensen.

Ellemann: EU er mere demokratisk nu

Han mener dog også, at samtlige politiskere ledere i EU har et ansvar for, at briterne nu vil forlade unionen.

Den folkelige modstand er hos briterne næret af, at de er blevet fyldt af alle mulige fantasifulde historier.

uffe ellemann-jensen

- De ikke har forklaret deres befolkninger tilstrækkeligt klart, hvilken interesse vi har i det her fælles projekt. Vi har alt for mange, der når de skal tale om EU, gør det med forkølede forklaringer. Jeg tror, der er mange, der sidder tilbage med tanker om, at vi ikke har håndteret det særlig godt, siger Uffe Ellemann-Jensen.

EU-modstandernes kampagner har fokuseret meget på det demokratiske underskud ved det europæiske projekt, men Uffe Ellemann-Jensen afviser, at der er sket et skred på det område.

- Der er kommet mere og mere demokrati i EU, i Europaparlamentet. De nationale parlamenter har stadig større indflydelse, så det er gået i den rigtige retning.

- Den megen snak om demokratisk underskud opfatter jeg som et udtryk for mange af myter, der har fået lov at gro frem. De får lov at gro frem, fordi de politiske ledere i Europa ikke i tilstrækkelig grad har forsvaret det projekt, de selv er en del af, siger den tidligere udenrigsminister.