Tema Brexit

Vælgere vil trække stemmer tilbage efter brexit

Nogle britiske vælgere siger, at de ikke havde forudset, hvilke konsekvenser et exit fra EU kunne få.

I fredags sagde briterne farvel og tak til EU i en meget tæt folkeafstemning. (Foto: Justin Tallis © Scanpix)

Det er dagen derpå i Storbritannien. Og flere briter fortæller nu i britiske medier, at de fortryder deres stemmer for at forlade EU. Det skriver The Independent.

Britiske valgforordnede har modtaget opkald fra briter, der spørger, om de kan ændre deres stemmer efter torsdagens folkeafstemning, der førte til, at 51, 9 procent af briterne stemte for at forlade EU.

Brexit

Storbritannien har ved et historisk valg den 23. juni 2016 stemt for at forlade EU. Følg det politiske efterspil her.

Gå til tema

Andre briter har ifølge The Independent sagt, at de brugte deres stemme som en proteststemme, fordi de var overbeviste om, at Storbritannien ville blive i EU.

Denne bølge af fortrydelse er nu døbt ’Bregret’.

Samtidig har flere end to millioner på to dage underskrevet en anmodning på nettet om en ny EU-afstemning.

Dermed er det den mest populære underskriftindsamling i det britiske parlaments historie, skriver flere britiske medier. Alle kan dog nemt gå ind og skrive under på anmodningen - og endda flere gange.

Indsamlingen finder sted på Underhusets officielle hjemmeside. Fredag aften klikkede så mange mennesker ind på siden, at den brød sammen.

- Vi, underskriverne, opfordrer hendes majestæts regering til at indføre den regel, at hvis "bliv" eller "forlad" vinder med mindre end 60 procent af stemmerne baseret på en stemmeprocent på under 75, skal der være en ny folkeafstemning, lyder det i forslaget.

En stor del af de vælgere, der har skrevet under på underskriftindsamlingen med krav om en ny afstemning, bor i London, viser tal på parlamentets hjemmeside. I hovedstaden er der flertal for at blive i EU.

Tirsdag finder næste møde sted i det parlamentsudvalg, som skal afgøre, om et spørgsmål skal sendes videre og debatteres i Underhuset.