Briter kan gratis bryde rygeforbud i biler

"En farce" kalder britisk avis forbud mod at ryge i biler med mindreårige. Loven har været i kraft siden oktober, men i London er ingen endnu blevet straffet.

Ikke så meget som en enkelt lille smugryger har fået en bøde i den britiske hovedstad, London. (Foto: Luke MaCGregor © Scanpix)

Enten er briterne meget lovlydige, eller også lægger politiet sig ikke i selen for at håndhæve loven om forbud mod at ryge i biler med mindreårige.

I hvert fald har ikke så meget som en enkelt lille smugryger fået en bøde i den britiske hovedstad, London, efter at forbuddet mod at ryge med børn i bilen trådte i kraft 1. oktober.

Det skriver avisen Daily Telegraph, der har fået aktindsigt i London-politiets oplysninger om udstedelse af bøder for brud på denne del af rygeloven.

Der er ikke udstedt bøder overhovedet, skriver avisen, som mener, at sagen om loven er blevet en farce.

Politikerne argumenterede ellers med, at loven er nødvendig for at beskytte børn mod passiv rygning fra voksne, der pulser løs.

- Vi ønsker, at børn vokser op uden at blive skadet, og der er behov for, at forældre forstår, hvorfor rygning i biler er så farligt. 80 procent af røgen er usynlig, så selv om man mener, at man er forsigtig, så ser man ikke, hvor røgen bevæger sig hen, lød det fra professor Sally Davies, chef for den britiske sundhedsstyrelse.

Indtil videre har politiet i London - ifølge aktindsigten - registreret to brud på loven i millionbyen i de første fem måneder.

I det ene tilfælde røg en mand i Westminster, selv om der var et barn i bilen. I det andet tilfælde brød en kvinde i Waltham Forest loven.

Straffen er en bøde på 50 pund - knap 500 kroner, men i begge tilfælde slap rygerne med mundtlige advarsler.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube