Tema Brexit

Britisk EU-aftale er udskudt et døgn

Downing Street 10 lægger lokaler til forhandlinger om briternes EU-skæbne, men det er en hård nød at knække.

Forhandlingerne mellem David Cameron og Donald Tusk mødes trækker ud og først i morgen forventes at komme et udkast til en aftale om briternes fremtidige forhold til EU. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Der siver ikke hvid røg op af Downing Street 10 i London, den britiske hovedstad, hvor premierminister, David Cameron, i dag har besøg af EU-præsident Donald Tusk og en delegation af embedsmænd fra Bruxelles.

Cameron og Tusk begyndte først på aftenen at forhandle om Storbritanniens fremtidige forhold til EU, og det var ventet, at de ville fremlægge papir på, hvad de er blevet enige om. Men forhandlingerne trækker ud.

Brexit

Storbritannien har stemt ved historisk valg om at forlade EU. Følg optællingen af stemmer og få resultatet her.

Gå til tema

- Ingen aftale endnu, skriver Donald Tusk på Twitter.

Cameron skriver på sin Twitter-konto, at han og Tusk er blevet enige om at forhandle et døgn mere, inden de offentliggør et udkast til en aftale.

Blandt andet har de drøftet muligheden for, at et land kan trække i nødbremsen, når det gælder udbetaling af velfærdsydelser til migranter fra andre EU-lande. David Cameron vil gerne have det med i en aftale, sådan at EU-statsborgere fra eksempelvis Polen og Rumænien ikke umiddelbart vil kunne få britiske velfærdsydelser, selv om de opholder sig i Storbritannien.

Det skal også bidrage til at gøre noget ved tilstrømningen af migranter til Storbritannien.

Spørgsmålet om Storbritannien og EU bliver ikke afgjort af Cameron og Tusk, men de skal forberede en aftale, der så kan komme på dagsordenen ved EU-topmødet 18. og 19. februar.

Her skal EU's stats og regeringschefer drøfte en løsning på spørgsmålet om Storbritanniens EU-forhold. Finder David Cameron aftalen tilfredsstillende, kan det ifølge britiske medier ende med en folkeafstemning i juni om, hvorvidt Storbritannien skal blive i EU eller sige farvel.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube