Britisk regering overvejer livstidsstraf til syreangribere

Når ofrene for syreangreb skal lide resten af livet, bør gerningsmændene også, mener den britiske indenrigsminister.

Torsdag blev fem ofre overfaldet i London og overhældt med syre i ansigtet. (Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix)

Hvis en overfaldsmand angriber et offer med ætsende væsker, bør en livstidsstraf komme i spil.

Sådan lyder udmeldingen fra den britiske regering, efter at fem personer sent torsdag aften blev overfaldet med syre i Londons gader.

I en indlæg i The Sunday Times skriver den konservative indenrigsminister, Amber Rudd, at de skyldige skal 'føle lovens fulde kraft'.

Amber Rudd argumenterer i indlægget for, at det ikke kun bør være syreangrebsofrene, der er efterladt med en livslang 'straf'.

Et af de fem ofre fra torsdagens syreangreb har fået det, lægerne betegner som 'livsændrende skader'.

- Syreangreb er en forfærdelig forbrydelse, der har en ødelæggende virkning på ofrene, både fysisk og følelsesmæssigt, skriver Amber Rudd i sit indlæg.

En 16-årig mand er sigtet i forbindelse med angrebene, der fandt sted inden for et tidsrum på 70 minutter, skriver CNN. I alt er drengen sigtet for 15 lovovertrædelser.

Flere syreangreb de seneste år

London har oplevet en voldsom stigning i antallet af syreangreb de seneste år. I 2015 havde politiet 166 sager med syreangreb, i 2015 var det steget til 261, og i 2016 var tallet oppe på 454 sager ifølge Londons politi.

Ifølge CNN anslår myndighederne, at mere end 400 syreangreb fandt sted i de første seks måneder af 2017. Tallene er baseret på 39 politikredse i England og Wales.

Den britiske regering vil ifølge indenrigsministeren gøre alt for at sætte ind over for syreangrebene og blandt andet sørge for, at syre og andre ætsende stoffer juridisk opfattes som farlige våben.

Regeringen vil også undersøge, om det er muligt at begrænse den slags væsker i detailhandlen, siger Amber Rudd.

- Det er afgørende, at vi gør alt, hvad vi kan for at forhindre, at disse sygeangreb overhovedet finder sted i første omgang, siger Amber Rudd.

- Vi skal også sikre, at politiet kan reagere så hurtigt som muligt, at straffene afspejler lovovertrædelsens grovhed, og at ofrene øjeblikkelig får den hjælp og støtte, de har brug for, siger hun.

Torsdagens syreangreb skete ved, at gerningsmændene kom kørende på knallert op på siden af ofrene og derefter hældte syre eller en lignende ætsende væske i ansigtet på dem.

Syreangreb

  • Syreangreb er meget sjældent dødelige. Til gengæld ætses huden og kroppen kan blive vansiret. Derudover kan man blive blind, handicappet og meget traumatiseret af sådanne angreb.
  • Ifølge organisationen Acid Survivors Trust International er 80 procent af ofrene for syreangreb kvinder på verdensplan. I mange af tilfældene er gerningsmændene et familiemedlem eller mænd, der opsøger hævn efter en eller flere seksuelle afvisninger.
  • I Storbritannien er det dog oftest mænd, der bliver udsat for syreangreb. Dette menes, at være på grund af bandekriminalitet. Angiveligt bærer mange bandemedlemmer rundt på syre skjult i drikkeflasker.
  • Londons politi har reporteret, at 1.800 angreb er fundet sted siden 2010, hvor tallet er stigende for hvert år. I 2016 var 454 syreangreb reporteret.
  • Hvis du er et offer for et syreangreb, anbefales det, at vaske syren ud med vand hurtigst muligt. Og så er det vigtigt, at man først og fremmest søger lægehjælp.

Kilde: The Telegraph