Cameron: Henrettelses-video fra IS er barbarisk

Briterne er i færd med at undersøge video fra IS, hvor fem mænd bliver skudt, og hvor Storbritannien trues.

Premierminister Cameron bliver løbende opdateret om undersøgelserne af videoen. (Foto: ERIC VIDAL © Scanpix)

Den britiske premierminister, David Cameron, mener, at den seneste video fra Islamisk Stat er propaganda, skriver Reuters.

Videoen fra ekstremistgruppen, der er lagt ud på internettet, skulle angiveligt vise en likvidering af fem "spioner".

En talskvinde for Cameron siger, at filmen er endnu et vidnesbyrd om et barbari, som kendetegner gruppen.

- Vi er ved at undersøge videoens indhold, og premierministeren bliver løbende opdateret om resultaterne, siger talskvinden.

- Det er en påmindelse om det barbari, der kendetegner Daesh (Islamisk Stat), og om de udfordringer, som verden står over for med disse terrorister. Det er også klar propaganda, og det må behandles som sådan, siger hun.

I videooptagelserne håner en engelsktalende IS-kriger Cameron for at udfordre jihadistgruppen og kalder ham for en "tåbe".

En efterfølgende sekvens viser de fem iklædt orange kedeldragter knælende foran fem maskerede krigere, alle i militæruniformer og bevæbnet med pistoler.

- Dette er en besked til David Cameron. Hvor mærkeligt er det ikke for os i dag at høre en ubetydelig leder som dig udfordre Islamisk Stat, siger en af de bevæbnede mænd.

- Vi vil fortsætte med at føre hellig krig ... og en dag invadere dit land, hvor vi vil regere med sharia, lyder det videre.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube