Canadisk politi sigter 17-årig for skoleskyderi

Fire personer mistede livet, da en gerningsmand åbnede ild på en skole i byen La Loche.

Efter at have dræbt to personer i et hus fortsatte den formodede gerningsmanden til skolen på billedet, hvor yderligere to personer blev dræbt. (Foto: handout © Scanpix)

Den anholdte formodede gerningsmand bag skoleskyderiet i Canada er en 17-årig dreng.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, som oplyser, at den 17-årige sigtes for fire tilfælde af overlagt drab.

Skyderierne fandt sted sent fredag aften – dansk tid – i den lille by La Loche i den canadiske Saskatchewan-provins.

Gerningsmanden skød først to personer i et hus, hvorefter han fortsatte til den lokale skole og åbnede ild. Her mistede to andre personer livet.

Ifølge The Guardian blev to lærere - en 21-årig kvinde og en 35-årig mand - dræbt på skolen, mens de to dræbte i huset angiveligt var den 17-åriges brødre.

En talsmand for canadisk politi siger til Reuters, at syv yderligere personer blev ramt af skud på skolen - de syv er indlagt på hospital.

De to personer, som blev sårede af skud, er i kritisk tilstand ifølge premierminister Justin Trudeau, som befinder sig i Schweiz, hvor han deltager i World Economic Forum.

- Naturligvis er det her alle forældres mareridt, siger Justin Trudeau.

Ifølge CBS News Canada vil den 17-årige blive fremstillet for retten i næste uge.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube