Catalonien sætter uafhængighed på pause

Den regionale regering i Catalonien suspenderer planen om at søge uafhængighed. Der mangler opbakning.

Den catalonske regeringschef Carles Puigdemont (th) har foreløbig skrinlagt planerne om en løsrivelseserklæring fra Spanien på grund af manglende opbakning. (Foto: ANDREU DALMAU © Scanpix)

Den separatistiske regionale regering i Catalonien i Spanien har sat sine planer om at løsrive landets mest velhavende region i bero.

Planen var at erklære uafhængighed i midten af 2017, men det bliver ikke til noget, siger Neus Munte, talskvinde for regeringen, ifølge dpa.

Hun bekræfter også en erklæring, der tidligere er kommet fra den catalonske regeringschef, Carles Puigdemont.

Han sagde for nylig i et tv-interview, at der ikke kommer en ensidig løsrivelseserklæring, fordi hans regering mangler støtte til uafhængighed i såvel parlamentet som i befolkningen.

Spaniens regering har fastslået, at den ikke under nogle omstændigheder vil tillade, at Catalonien river sig løs fra resten af Spanien.

Det står imidlertid klart, at det er en genstridig regionalregering, der sidder i Barcelona.

Da Carles Puigdemont skulle tages i ed som premierminister i Catalonien tidligere på måneden, nægtede han at sværge loyalitet over for den spanske konge.

Han ville heller ikke aflægge ed med afsæt i Spaniens forfatning, men sagde at han i stedet vil tjene det catalonske folk.

I Madrid kæmper politikerne med at blive enige om en ny regering efter parlamentsvalget i december, og lederne af de fire største partier skal for anden gang meødes med kong Felipe i starten af næste uge for endnu et forsøg på at danne regering.

/ritzau/dpa

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube