Chelsea Manning skåler for frihed efter benådning: Her er jeg

Den omdiskuterede whistleblower har brudt tavsheden efter sin løsladelse.

- Her er jeg så, lyder det fra Chelsea Manning, da hun poster det første billede af sig selv på Instagram. Hun blev dømt 35 år for spionage, men benådet af Obama efter syv år. (Foto: handout © Scanpix)

Da den amerikanske whisteblower og tidligere soldat Chelsea Manning forlod fængslet for to dage siden, skete det uden at være badet i fotografers blitzlys.

Faktisk kendte ingen det præcise tidspunkt for løsladelse, og journalister måtte ikke komme i nærheden af fængslets porte.

Det forlød, at Manning var taget til Maryland, hvor hun har familie – ligesom hun ifølge advokat Chase Strangio, der repræsenterede hende i en retssag om hendes medicinske behandling i fængslet – glædede sig til at spise pizza, lade sit hår vokse og ”udtrykke sit køn”, som Strangio sagde.

Og det er Manning i fuld gang med nu. Under teksten ”Okay, so here I am everyone!” postede hun det første billede af sig selv på Instagram.

Og resten af verden kommer til at følge med i hendes nye liv, for Manning skal også medvirke i en dokumentar om sit eget liv, skrev magasinet Rolling Stone på dagen for løsladelsen.

29-årige Chelsea Manning er født som mand og gik tidligere under navnet Bradley Manning. Under fængselsopholdet i Fort Leavenworth i delstaten Kansas, hvor der udelukkende sidder mænd, forsøgte hun at begå selvmord to gange.

Hun sultestrejkede under afsoningen for at protestere mod de disciplinære skridt, der blev taget over for hende, heriblandt isolationsfængsling i flere omgange.

I 2010 lækkede Manning omfattende materiale til Wikileaks. Materialet omfattede en række videoer og dokumenter fra USA’s missioner i Irak og Afghanistan, heriblandt en video, der viste en amerikansk helikopter angribe en gruppe mennesker i Bagdad. Blandt de dræbte var to journalister fra Reuters.

I 2013 blev hun dømt for spionage og andre forhold, efter hun havde indrømmet at have lækket de 700.000 fortrolige dokumenter til Wikileaks. Dommen lød på 35 år, men Barack Obama benådede i januar Manning med den begrundelse, at hun havde taget ansvar for sine handlinger. Det vakte stor utilfredshed hos Republikanerne.

Præsident Donald Trump kaldte i et tweet Manning en "forræder".

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube