Tema Nordkoreas missiltrussel

CIA: Kim Jong-un er rationel og har en langsigtet plan

Nordkoreas leder betegnes af CIA som en "rationel aktør" med en klar og langtidsholdbar plan for regimets overlevelse.

Med Kim Jong-un for bordenden har Nordkorea affyret 22 missiler siden februar i år. (Foto: Str © Scanpix)

Det kan være nemt at give Donald Trump ret, når han maler et billede af Nordkoreas leder Kim Jong-un som en galning.

Specielt når historier om hensynsløse henrettelser af familiemedlemmer og højtstående politikere fra hans eget parti titter frem i medierne med jævne mellemrum. Eller når han kommer med bombastiske atomare trusler mod Sydkorea, Japan og USA og affyrer det ene missil efter det anden.

Men Kim Jong-uns handlinger er ikke gale eller sindssyge, hvis man spørger topfolk i efterretningstjenesten CIA. De betegner ham som en "rationel aktør" med en klar og langtidsholdbar plan, som skal sikre regimet i Nordkoreas overlevelse.

- Der er en klar vision og formål med det, som Kim Jong-un siger og gør, siger Yong Suk Lee, vicedirektør ved CIA’s Korea Mission Center, til CNN.

- Han vågner ikke op en morgen og beslutter sig for at affyre atomvåben mod Los Angeles. Hans ønske er at regere i lang tid og dø fredfyldt i sin egen seng.

- Han er måske den sidste person, som vil se en konflikt bryde ud på den koreanske halvø. Vi har en tendens til at undervurdere den konservatisme, der er underliggende i den slags autoritære regimer, siger Yong Suk See.

Trives med konfrontationer

Selvom CIA’s vurdering er, at Kim Jong-un inderst inde helst ikke vil gå i krig mod USA, så er han konfrontatorisk i sine udtalelser, da han mener, at den strategi er nøglen til at holde et fast greb om magten.

- Kim Jong-un’s langsigtede plan er at komme frem til en form for aftale med USA, som også har til formål at fjerne USA’s tilstedeværelse på den koreanske halvø, vurderer Yong Suk Lee fra CIA.

Skal den plan lykkes, så kræver det atomvåben for det lukkede land.

Nordkoreas kamp for at udvikle atomvåben, der kan ramme naboen Sydkorea, Japan og potentielt USA, er årsagen til, at forholdet mellem USA og Nordkorea har været iskoldt de seneste mange måneder.

USA’s præsident, Donald Trump, har blandt andet kaldt Kim Jong-un for "raketmanden" og sagt, at han er ”ude på en selvmordsmission for sig selv”.

Svaret fra Kim Jong-un kom promte, da han kaldte Trump for en ”gammel, senil olding” og truede USA med "bål og brand".

Siden februar i år har Nordkorea affyret 22 missiler under 15 missiltests, som du kan se i grafikken herunder.