Clinton sejrer stort over Sanders i South Carolina

De demokratiske vælgere i South Carolina har peget på Hillary Clinton som deres favorit til præsidentposten.

Hillary Clinton vinder en storsejr ved primærvalget i South Carolina. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)

Hillary Clinton vinder Demokraternes primærvalg i South Carolina over Bernie Sanders ifølge en række amerikanske medier, herunder CNN, Fox News og NBC News.

Den tidligere førstedame i Det Hvide Hus og forhenværende udenrigsminister i præsident Barack Obamas regering har dermed taget et vigtigt stik hjem forud for den såkaldte Super Tuesday, hvor adskillige stater på tirsdag går til valg samtidig.

Ifølge Reuters har Bernie Sanders allerede ønsket sin modstander tillykke med sejren i South Carolina, selv om det officielle resultat af primærvalget endnu ikke er offentliggjort.

- Valgkampagnen er først lige begyndt. Vi vandt en betydningsfuld sejr i New Hampshire. Hun har vundet en betydningsfuld sejr i South Carolina. Nu er det tid til Super Tuesday, siger Sanders i en skriftlig udtalelse ifølge The Washington Post.

- Vores politiske græsrodsrevolution vokser stat for stat, og vi har ikke tænkt os at stoppe nu, siger han videre.

Ifølge CNN står Clinton til at hive en storsejr i land med knap 80 procent af stemmerne. Andre medier spår sejren til at ligge på omkring 75-25 procent i Clintons favør.

Genoprejsning for Clinton

Det var ventet, at Hillary Clinton ville vinde i staten, der af flere kommentatorer er blevet udpeget som en nøglestat for Clintons valgkampagne - særligt på grund af statens mange sorte vælgere.

Samtidig er det en oprejsning for Clinton, der i 2008 led et sviende nederlag i staten til den daværende demokratiske rival, Barack Obama.

Det er anden gang i træk, at Hillary Clinton bliver kåret som vinder ved Demokraternes primærvalg. I sidste weekend vandt hun også i delstaten i Nevada.

I alt har Clinton vundet tre ud af fire staters opbakning.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube