CNN: USA tror, at Rusland snart invaderer resten af Ukraine

Det er et spørgsmål om tid, før Rusland går ind i det østlige Ukraine, forudsiger den amerikanske efterretningstjeneste.

I USA frygter man nu, at Rusland vil fortsætte sin militære fremmarch og indtage dele af det østlige Ukraine. (Foto: Scanpix)

Ruslands præsident Putin har tidligere givet udtryk for, at Ruslands interesse i Ukraine stopper ved Krim-halvøen.

Men den forklaring køber man ikke hos den amerikanske efterretningstjeneste. Her forudser man, at russerne snart fortsætter deres fremmarch og også går ind i det østlige Ukraine.

Målet skulle være at skabe en landfast forbindelse til Krim-halvøen og samtidig indtage de ukrainske byer Kharkiv, Lugansk og Donetsk.

Russiske tropper ved Ukraines grænse tyder på ny invasion

Ifølge CNN.com, der har talt med to unavngivne kilder ved en amerikansk efterretningstjeneste, peger flere ting på, at russerne gør klar til endnu en invasion.

Her hæfter man sig især ved det store antal russiske tropper, som lige nu er udstationeret ved grænsen til Ukraine.

Vurderingen fra USA's side er, at der er mere end 30.000 russiske soldater langs Ukraines østlige territorium ved de russiske byer Rostov, Kursk og Belgorod.

Officielt er soldaterne på træningsøvelser, men ifølge amerikanerne er det 'signifikant flere' end der ville være behov for til de planlagte øvelser.

USA: Mobile specialstyrker står klar til at angribe

Samtidig er sammensætningen af de miltære enheder oplagte til en hurtig invasion, da størstedelen er mobile kampenheder, samt batterier med antiluftskyts.

Og da andre specialstyrker fra luftvåbnet og den militære transportsektor lige nu er i højeste beredskab i Rusland, mener efterretningsfolkene, at en invasion er nært forestående.

- Derfor har vi ændret holdning til, at en yderligere russisk indtrængning er mere sandsynlig end vi troede, siger en talsmand for den amerikanske miltærefterretningstjeneste til CNN.com.

Hvis russerne vælger at gå ind i Ukraine, kan de fortsætte deres fremmarch og nå hele vejen til den lille selvstyrende enklave Transnistrien i det nordlige Moldova, vurderer efterretningsfolkene.

Transnistrien løsrev sig fra Moldova i 2008 og bad i sidste uge Rusland om at blive en del af den russiske føderation - ligesom Krim netop er blevet.