Tema Valg i USA 2016

Cruz sejrer over Trump i vigtige stater

Ted Cruz har vundet primærvalg i blandt andet Texas på Super Tuesday. Dermed gør Donald Trump ikke rent bord.

Cruz er den eneste kandidat, der har formået at vinde over Trump. (Foto: Gary Coronado © Scanpix)

Super Tuesday ser ud til at blive en super tirsdag for den republikanske præsidentkandidat Donald Trump.

Den 69-årige milliardær har således tidligt på aftenen ifølge CNN vundet fem delstater. Det drejer sig om Alabama, Virginia, Massachusetts, Tennessee og ikke mindst Georgia, hvor der er næstflest delegerede på spil tirsdag.

Men i Texas, som er den største af de 12 delstater, der tirsdag udpeger deres præsidentfavorit, har de republikanske vælgere peget på Ted Cruz, der repræsenterer staten i Senatet.

Valg i USA 2016

Den amerikanske præsidentvalgkamp er i gang. Lige nu er der primærvalg, hvor partierne stat for stat skal vælge, hvem de peger på som præsidentkandidat. Få seneste nyt her.

Gå til tema

Der er 155 delegerede på spil i Texas. Derudover har Ted Cruz ifølge amerikanske tv-netværk også vundet i Oklahoma, hvor 43 delegerede skal fordeles.

Ingen af de tre andre kandidater hos Republikanerne - Marco Rubio, Ben Carson eller John Kasich - har foreløbig hevet en sejr hjem.

Cruz er ligeledes den eneste kandidat ud over Trump, der frem mod Super Tuesday har vundet en delstat. Det skete i Iowa, der var den allerførste til at udpege den foretrukne kandidat.

Dermed tegner der sig et billede af, at det bliver en tvekamp mellem Cruz og Trump om at blive Republikanernes præsidentkandidat.

Hos Republikanerne er der på Super Tuesday 595 delegerede på spil. Der skal opbakning fra 1237 delegerede til, før en af partiets kandidater kan nomineres som præsidentkandidat.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube