Danmark afsætter 400 millioner mere til Syriens-ofrene

Rent drikkevand, opbygning af politi og hjælp til flygtninge i nabolande som Tyrkiet. Det er noget af det, Danmark vil støtte for at hjælpe ofrene for krigen i Syrien, når ledere fra hele verden mødes i dag i London.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har i dag 688 millioner kroner med til Syrien. Han mødes med verdens ledere til en konference i London. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har en stor pengepose med, når han møder verdens ledere til en højt profileret international konference om Syrien i London.

Her har FN bedt alle verdens lande om fordoble deres bidrag, fordi krigen i Syrien har betydet, at millioner af mennesker er flygtet og har brug for hjælp.

Lars Løkke Rasmussen håber, at verdens lande tilsammen kan skrabe penge nok sammen:

- Gør vi ikke det, så efterlader vi mennesker i nød. Tager man håbet fra dem, så ser vi et enormt pres på Europas grænser, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen til DR Nyheder.

Dagens konference skal samle penge ind til de nu 13,5 millioner, der har brug for hjælp i Syrien, og de mange millioner, der er flygtet til nabolandene Jordan, Libanon og Tyrkiet.

Penge allerede lovet til Tyrkiet

I alt lover Danmark i dag at give 688 millioner kroner til de syriske ofre i 2016. Heraf er de 288 millioner kroner allerede afsat til en aftale, EU har lavet med Tyrkiet.

Det går Danmarks bidrag til

I alt lover Danmark 688 millioner kroner til de syriske ofre i 2016. Se herunder hvad pengene går til:

- 300 millioner går til akut hjælp til ofrene; såsom mad, rent drikkevand og lægehjælp.
- 100 millioner går til stabilisering i Syrien; støtte til overgangsstyre og opbygning af politi.
- 288 millioner går til Tyrkiet via EU; styrke kontrol med de tyrkiske grænser og hjælpe flere flygtninge i arbejde.

Pengene er Danmarks del af de 22 milliarder kroner, som EU i november har lovet Tyrkiet, mod at landet forbedrer kontrollen med sine grænser og giver syriske flygtninge bedre adgang til det tyrkiske arbejdsmarked og uddannelser. Det er EU-landenes håb, at det vil få færre flygtninge vil søge mod Europa.

Derudover indgår der i det samlede beløb 100 millioner kroner, som Danmark blandt andet giver i politisk bistand til den syriske opposition. Til sidst er der 300 millioner, som skal gå til humanitær hjælp til syriske ofre.

Penge, der ikke er brugt før

Danmarks bidrag er sat sammen af tre vidt forskellige bevillinger, vurderer Anders Ladekarl, generaldirektør i Dansk Røde Kors.

- Det, Danmark tilsyneladende har gjort, er at samle alle de bevillinger, man forventer at give i 2016. Det gjorde man ikke sidste år, siger Anders Ladekarl, generalsekretær for Dansk Røde Kors.

Alle beløbene er fundet indenfor den bistandsramme, som allerede er vedtaget på den danske finanslov, og regeringen har altså ikke været ude for at finde nye penge.

- Alle pengene er reelle, fordi de har ikke været brugt før, understreger statsministeren.

Røde Kors er skuffet

Selvom beløbet er i den høje ende i forhold til Danmarks størrelse, kan det gøres bedre, mener Anders Ladekarl, der er generaldirektør for Dansk Røde Kors. Han sammenligner beløbet, som Danmark giver i dag, med det beløb, Danmark satte af i alt til Syrien og Syriens nærområder i 2015, og så er der kun få millioner kroners forskel.

Man mærker nu, at der er mindre penge til humanitær bistand i Danmark, end der har været tidligere.

Anders Ladekarl

- Det er lidt skuffende, at det ikke er mere, end vi gav sidste år, for behovene er vokset, og FN har bedt om det dobbelte.

- Man mærker nu, at der er mindre penge til humanitær bistand i Danmark, end der har været tidligere, siger Anders Ladekarl.

Verdens lande gav til sammen næsten 4 milliarder dollars i 2015, og FN har bedt landene om at give over det dobbelte i 2016 -næsten 9 milliarder dollars eller 61 milliarder kroner

En million flere på skolebænken

Selvom en stor del af Danmarks bidrag allerede er øremærket, så håber FN at donationerne vil skabe bedre levevilkår for de syriske flygtninge.

Pengene skal dels bruges til mad, rent vand og lægehjælp og dels sikre syriske flygtninge en bedre tilværelse med arbejde og uddannelse i nabolandene.

FN håber, at en million flere syrere kommer på skolebænken og titusinder får arbejdstilladelser i Syriens nabolande.

Artiklen er redigeret klokken 10:45: Der er blevet byttet om på rækkefølgen af afsnit og rettet i ordlyden enkelte steder i teksten.

FN har bedt alle lande om at fordoble deres indsats, men Danmark kommer med næsten det samme beløb, som vi gav sidste år.

Opslået af DR Nyheder på 3. februar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube